Isfolket

Når vi taler om “Bøger jeg læser”, kan jeg ikke komme udenom Isfolket. Og det vil jeg faktisk heller ikke. 🙂

Isfolket har fulgt mig siden min spæde ungdom. Det er en bogserie af den norske forfatter Margit Sandemo, som jeg har mødt en enkelt gang på Bogforum for flere år tilbage. Hun er mest kendt for sine ugebladsromaner, og Isfolket her er også ugebladsagtig i sin udformning, men lige den her kan altså noget.

Serien er i alt på 47 bøger og inden I falder besvimede om, så er bøgerne altså kun på ca. 3-400 sider hver, eller 5 timer i lydbogformat. Det er korte let-læste romaner, så man kommer relativt hurtigt igennem hver bog.

Beskrivelse:

Engang for længe siden, for mange hundrede år siden, gik den onde Tengel ud af ødemarken for at sælge sin sjæl til Djævelsen. Han blev stamfader til Isfolket.

Tengel blev lovet magt og rigdom mod én af hans efterkommere i hver generation skulle tjene Djævelen og udføre onde gerninger. Deres særkende skulle være gule katteøjne, og de skulle besidde magiske kræfter. Og en dag ville en person med den største overnaturlige kræft nogensinde fødes. Forbandelsen ville ikke blive ophævet, før den plads blev fundet, hvor Tengel havde begravet den gryde, hvori han tilberedte det heksebryg, som hidkaldte Djævelen:Sådan lyder legenden.

Den var næsten sand, men ikke helt. Det, der i virkeligheden skete, var, den onde Tengel opsøgte livets kilder og drak af ondskabens vand. Han blev lovet evigt liv og magt over menneskeheden, og til gengæld solgte han sine efterkommere til Djævelen. Men tiden var ikke den rette, så derfor lod han sig falde i dvale, indtil tiderne blev mere gunstige for ham. Den gryde, som man hviskede om, var krukken med ondskabens vand, som han havde gravet ned. Og nu ventede han utålmodigt på det signal, som skulle vække ham. Men i det 16. århundrede blev et forbandet barn af Isfolket, født. Han prøvede at vende det onde til det gode, og derfor blev han kaldet den gode Tengel. Denne saga handler om hans slægt. Eller måske handler den først og fremmest om kvinderne i slægten. I 1742 lykkedes det en af disse kvinder, Shira, at nå frem til livets kilder og hente det klare vand, som ophæver virkningen af ondskabens vand. Men der er endnu ingen, det har fundet den nedgravede krukke. Og i baggrunden lurer angsten for, den onde Tengel skal vågne, før det sker.

Det er en slægtssaga der strækker sig fra 1500-tallet, helt op til 1967, og handler specielt om kvinderne i sagaen. Der er masser af kærlighed, længsel-schmængsel og så er der de overnaturlige islæt med hekse, troldmænd og kampen mellem det gode og onde.

Det interessante ved den her serie er at Margit Sandemo siger at hendes “pen” blev ført. At hun føler at nogen ville have til at skrive serien, at hun følte sig drevet og presset og følte en irritation over at det gik for langsomt. Som om at nogen ville have hende til at fortælle vedkommendes historie.

Om det passer ved man selvfølgelig ikke, men serien her kan noget, og det her er nok 11. eller 12. gang at jeg læser serien siden den udkom i 80’erne. Jeg kan huske at der udkom en bog med 3 måneders mellemrum (og tør slet ikke tænke på hvis hun har skrevet den undervejs …), og min mor havde førsteret til at læse den. Så mener jeg at det var mig, og så to af mine veninder. Og vi ventede UTÅLMODIGT på at de næste udkom.

Der er ikke mange bøger, som jeg kan læse igen og igen, men dem her kan jeg. Givet der er visse bøger i serien, som kunne have været sparet væk, og elementer af og til, som man ville ønske hun ville have udeladet, men alt i alt … så elsker jeg vist bare de bøger. 🙂

Når vi taler om “Bøger jeg læser”, kan jeg ikke komme udenom Isfolket. Og det vil jeg faktisk heller ikke. 🙂 Isfolket har fulgt mig siden min spæde ungdom. Det er en bogserie af den norske forfatter Margit Sandemo, som jeg har mødt en enkelt gang på Bogforum for flere år tilbage. Hun er mest…