Tanker og forløb omkring debutudgivelsen

 

Mit livs drøm gik i opfyldelse i sensommeren 2002. En smuk solrig dag dumpede der et brev ind ad brevsprækken fra forlaget Branner & Korch. Jeg turde næsten ikke åbne det, normalt får man en en stor, tung boblekuvert retur, og så ved man nok hvad klokken har slået. Manuskriptet retur – nej tak!

Men denne gang … en simpelt lille rudekuvert fra en redaktør med et brev, der forandrede mit liv: “Vi har gennemlæst manuskriptet og vil gerne tale med dig om udgivelse … Ring os op!”

Der gik måneder før jeg fik armene ned igen! Sikkert til stor irritation for mine omgivelser, der måtte lægge ører til en del i den tid. 🙂

Jeg ringede selvfølgelig straks den følgende dag (efter en søvnløs, vel at mærke!) og fik den besked at de gerne ville udgive Nynazisten, og at der ville blive tilsendt en kontrakt jeg skulle nærlæse og underskrive.

På Danmarks Forfatterforenings hjemmeside lå der på det tidspunkt en standardkontrakt, der var skrevet i overenskomst mellem Forfatterforeningen og Forlæggerforeningen. Jeg tjekkede naturligvis at den svarede overens med denne, så jeg ikke afgav rettigheder, som DF anbefalede man beholdt selv. Denne standard-kontrakt blev opsagt i starten af 2003, og man skal derfor nu fremefter – igen iflg. DF – være meget omhyggelig med at nærlæse kontrakterne og sikre sig viden om præcis hvilke retigheder man opgiver.

Jeg vil dog sige at jeg på det tidspunkt var fløjtende ligeglad med rettigheder, bare tanken om at se bogen på tryk …

I forbindelse med Nynazisten var det dog den gamle standardkontrakt, som jeg underskrev og straks sendte retur til forlaget. Kort efter modtog jeg den foreløbige royalty på bogen. Iflg. den kontrakt jeg underskrev, var jeg som forfatter berettiget til en garantisum, der svarede til royalty på halvdelen af oplaget. Dette uanset hvordan bogen ville sælge. Først efter at den første halvdel af oplaget var solgt, vil man igen modtage royalty (og lige et PS. Husk at royalty er skattepligtigt, og skal opgives til skattevæsenet. Ellers får man skattesmæk!)

Udgivelsen blev i første omgang berammet til maj 2003. Der er laaaaaaang tid fra august til maj, skal jeg hilse og sige. 🙂 Men i den tid fik jeg heldigvis skrivelysten tilbage, så jeg havde noget at fordrive ventetiden med. Men det har nok – uden sammenligning – været den længste vinter i hele mit liv. 🙂

Udgivelsesmåneden nærmede sig, men udgivelsen blev desværre udsat. Efter at skuffelsen havde lagt sig, og jeg havde taget nogle dybe indåndinger kunne jeg godt overleve det. Jeg havde ventet hele mit liv, så et par måneder fra eller til gjorde vel ingen forskel. Igen blev forskellen i forlagets og min interesse i bogen klar for mig, da jeg jo kun var interesseret i at have den i hånden, hvorimod de tænkte mere kommercielt (langt de fleste bøger bliver udgivet i efterårsperioden op til bogmesse og julesalg).

Forlaget havde fortalt mig, at den skulle redigeres inden den blev sendt til korrekturlæsning. Dette var jeg meget spændt på. Ville de forlange store ændringer? Eller omskrivninger, som jeg ikke ville kunne acceptere? Og i så fald, hvad gjorde man så?

Inden da havde jeg tilsendt dem manuskriptet på diskette og ud fra denne fil, blev bogen sat og gennemlæst af redaktøren. Hun lavede sine rettelser, tilføjelser og forslag, markerede dem med rødt og sendte dem til mig. Og ud fra dem skulle jeg tage stilling til, hvad der skulle rettes.

Det gik forbavsende let. Jeg gennemlæste redaktørens rettelser, hvorefter jeg omskrev passager eller godkendte hendes forslag. Alle disse forslag var i tråd med bogens stil og stemning, og jeg var imponeret over den dygtighed redaktøren udviste ved at finde knudrede sætninger og “skære ind til benet” så meningen stod klart og tydeligt frem.

Det hele skete i stor respekt for teksten, skrivestilen og historien. Jeg ved ikke hvorfor dette forbavsede mig, men det gjorde det altså. Det var en god og lærerig oplevelse, da jeg nu tænker mere over mine sætninger i romanerne. Kan de præciseres, koges ned, gøres kortere? Ja, for det meste kan de.

Den 12. september 2003 kom den endelig!!

Efter et helt års ventetid og en del udsættelser, tekniske problemer og forsinkelser, stod jeg endelig med et eksemplar i hånden (forfattere er altid berettiget til et antal frieksemplarer, som de kan forære til familie og venner).

Det var en meget, meget mærkelig og helt igennem vidunderlig fornemmelse endelig at kunne se på det færdige resultat. Røre ved den, bladre i den og se ens egne ord stå i en “rigtig bog”. Det jeg havde drømt om i hele mit liv, gik nu endelig i opfyldelse. Aldrig havde jeg været mere stolt.

Samtidig med at jeg modtog Nynazisten, blev der også udsendt eksemplarer til alle landets avisers kulturredaktioner. Dette sker altid noget tid før den officielle udgivelsesdato (der i mit tilfælde var fastsat til 26. september 2003), så de har tid til at læse og anmelde den på selve udgivelsesdatoen.

På det tidspunkt går den barske virkelighed også op for én. Nu er der ingen kære mor til at belægge sine ord, så man ikke bliver såret. Ingen diplomatisk kritik. Nu er det de barske og ubarmhjertige anmeldere, der bestemmer bogens fremtid. I tiden op til udgivelsen havde jeg naturligvis læst mange anmeldelser for at se hvad jeg kunne have i vente, og jeg må indrømme, at jeg var dødsens ræd. Til gengæld havde forlaget også forberedt mig på at debutromaner som oftest kun fik ganske få anmeldelser, hvis overhovedet nogen. Så jeg håbede hellere på ingen anmeldelser end dårlige. Dog var de fleste af dem dog positive.

Naturligvis føler man sig utrolig sårbar på dette tidspunkt. Bogen er udgivet og toget kører, uanset om man vil det eller ej. En del mennesker, incl. venner og lokalomgivelser, skal nu til at bedømme ens værk og man har ikke længere mulighed for at rette i den. Pludselig er det ikke længere en hobby, men en benhård business, selv om man på ingen måde har forberedt sig på omstillingen.

Man gør sig pludselig nogle tanker. Har man skrevet noget, der kunne støde/genere nogen? Noget, der kunne virke forkert eller give et fejlagtigt billede af ens holdninger? Men man er selv stået af toget og har ikke længere mulighed for at komme ombord igen. Bogen har fået sit eget liv. Hvem ved, hvad den bliver udsat for? Måske bliver den glemt af alle, og et kæmpe restoplag står i forlagets kældre i støvede kasser, til de bliver destrueret. Måske får en filminstruktør øje på den og ønsker at lave en filmversion. Det kan gå begge veje, og man selv har INGEN indflydelse.

I forbindelsen med udgivelsen den 26. september 2003 tilbød min arbejdsgiver at holde en reception, hvilket jeg naturligvis var meget taknemmelig for. Det var en meget mærkelig fornemmelse at skulle stille sig op foran en masse mennesker og fortælle om bogen, dens tilblivelse og handling. Andre mennesker i lokalsamfundet har også været meget imødekommende, fx havde et galleri også tilbudt at lægge lokaler til en evt. reception. Og vores lokale boghandler i Rudkøbing HC Bøger & Papir var meget hjælpsom og bestilte bøger hjem til receptionen. Alt i alt må jeg sige at jeg var meget taknemmelig og glad for den opbakning, jeg har følt omkring udgivelsen.

En ting jeg dog ikke havde skænket en tanke før udgivelsen var, at nogen muligvis kunne have interesse i at høre om MIG og ikke bare bogen. Få dage efter at aviserne havde modtaget deres anmeldereksemplarer, blev jeg ringet op af vores udmærkede lokalavis på Langeland “Øboen”. Det var første gang jeg nogensinde havde været i kontakt med medierne på den måned, så da journalisten spurgte “Hvad er du så for én?”, var mit svar naturligvis “Øh, jeg vist bare sådan en almindelig én”.

Pludselig skulle man tage stilling til hvad man havde af holdninger til forskellige ting, overveje hvilke oplysninger man ville have viderebragt og citeres for. Nu var det jo en bog om nynazisme jeg havde skrevet, så man skulle måske lige gennemtænke sagen, inden man sagde noget man senere kunne fortryde.

Ud over et interview til Øbeon med billede (der heldigvis faldt rimelig hæderligt ud), blev jeg også interviewet til Fyns Amts Avis, Fyens Stiftstidende og gav et live-interview i Radio Langeland.

Det føles meget mærkeligt, at der pludselig var en “offentlig” interesse for min person og at være i “mediernes søgelys” på den måde, og endnu mere morsomt var det at gå ned i det lokale supermarked og blive “genkendt”.

Samtidig med at aviserne modtog deres eksemplarer, blev der også sendt en til Statens Indbindingscentral. De anmelder alle bøger, der udkommer i Danmark, og det er deres anmeldelse, kaldet lektørudtalelse, der er det vigtigste.

Det skyldes at bibliotekerne i Danmark køber deres bøger ud fra disse lektørudtalelser, da de jo af gode grunde ikke kan læse dem alle selv. Så derfor kan en lektørudtalelse betyde “liv eller død” for en bog. Nu erNynazisten en ungdomsroman, og da de unge ikke lige er det mest bogkøbende publikum, er det derfor meget vigtigt at bibliotekerne har den på deres hylder. Så jeg krydsede fingre for en god udtalelse.

I følge min redaktør var der “i gamle dage” ikke kun én, men hele to redaktører, der læste alle bøger og bedømte dem. Det betød, at fik man én dårlig og én god, var der stadig chance for at den blev købt. Nu er den ene sparet væk.

Heldigvis fik min bog en hæderlig udtalelse, så jeg håber den har gode chancer på bibliotekerne. De vil formentlig først købe bogen i 2004 pga. budgetterne.

Videre har jeg også tilmeldt min bog til Biblioteksstyrelsen, så jeg evt. kunne få biblioteksafgift. Denne beregnes ud fra et meget sindrigt pointsystem, som man kan læse mere om på Styrelsens hjemmeside.

Alt i alt vil jeg sige at hele dette efterår har været meget lærerigt og fyldt med følelser. Det har været sjovt at prøve, man er stolt, glad, nervøs, rædselsslagen og forundret, men jeg ville ikke undvære disse oplevelser for noget i verden.

Anika Eibe, Rudkøbing, december 2003