Som jeg fortalte i “Historien bag Marie” spurgte redaktøren fra Tellerup mig, om jeg havde mod på at kaste mig ud i den socialrealistiske ungdomsgenre.
Det havde jeg! Og jeg kastede mig med dødsforagt ud i at skrive historien om Marie, der havde gennemlevet år med mobning, for pludselig at komme ud på den anden side og slet ikke kunne finde ud af at sætte grænser for sig selv. Og specielt for andre.
Den følelse kendte jeg desværre kun alt for godt fra min egen ungdom, og jeg må nok indrømme at der er en del af Marie i mig.
Men nu kan en serie om ungdomsbøger jo ikke blive ved med at handle om mig, for så spændende var mit teenageliv jo heller ikke. 😉
Derfor kastede jeg mig over den næste hovedperson i serien. Min plan var at jeg ville skrive om flere personer på denne skole. Alle bøgerne skal kunne læses uafhængigt af hinanden, men jeg kunne godt lide tanken om at de flettede sig ind i hinandens liv uden at det nødvendigvis blev en serie.
Mit valg faldt på Fie. Den smukke altid perfekte Fie, som Marie misunder så meget i sin bog. Men var Fies liv virkelig så vidunderligt, som Marie og de andre troede det var?
Og det er jo så forfatterens grusomme magt … nej, det var det ikke.
Fie lider under presset med at være så perfekt. Høje forventninger fra hendes forældre, ridelærer, venner og familie, er ved at skubbe hende ud over kanten, og den eneste måde hun kan klare det på, er ved at skære i sig selv.
At være selvskader har jeg ikke selv nogen personlige erfaringer med, og derfor bevægede jeg mig ud på dybt vand med denne, men jeg har læst mange af de unges egne beretninger på nettet, har chattet med flere på nettet og skrevet sammen med diverse rådgivere.
Jeg havde også en lang telefonsamtale en aften med en ung pige ved navn Ida, som virkelig havde gået mange grimme ting igennem, og som stadig havde mange problemer.
Det var en virkelig hård telefonsamtale. Imens, fordi den her stakkels pige sad og øste sig hjerte ud til en fremmed, der gad lytte. Fordi mit hjerte blødte for hende med alle de ting hun havde været udsat for, og fordi det virkede som om hun var den type, som ulykker klistrer sig til.
Og bagefter havde jeg det også virkelig dårligt, fordi jeg kom til at tænke på at min egen datter lige om lidt bliver teenager og skal gennemgå alle de følelser som teenagere lider under.
Det er møgsvært at være teenager, uanset hvilken tid man lever i.
Derfor var det også et svært emne at læse om, for det gjorde ondt helt ind i hjertekulen.
Jeg syntes at jeg lærte en masse ting om det at være selvskader, og jeg håber at jeg med min bog om Fie har ramt rigtigt med de følelser som de unge (fortrinsvis) piger kæmper med.
Det er ikke bare for sjov at være teenager …
Skriv endelig og fortæl mig hvad du synes om bogen, om jeg har ramt rigtigt, eller er helt ved siden af.
Du finder mig på Facebook eller på info@anikaeibe.dk
Hov, jeg havde da nær glemt … themesongen til den her var jeg ikke længe om at finde. Den trækker simpelthen tårer frem, selv når man bare lytter til den, men når man så endda ser videoen …
Hyyyl …