And strike 2 – Flere bekendelser del 8

[fortsat]

Det var vildt stort at blive antaget på et Gyldendaldatterselskab.
Jeg var ikke til at skyde igennem!

Jeg blev inviteret ind til forlagsreceptioner inde på de bonede gulve i Købmagergade og hilste på alle de venlige og søde redaktører og så forfattere, som jeg havde hørt om i årevis. Jeg rendte rundt og var totalt starstruck. Nøøj altså …

Redaktøren som jeg havde hos Forum/GB Forlagene var en garvet rotte. Hun holdt mig i hånden under hele processen og hele redigeringsfasen var en positiv oplevelse. Også salgsdelen efterfølgende gik rigtig fint, og jeg var virkelig glad for at være en del af det.

Det gav rigtig mange gode oplevelser og erfaringer.

Jeg havde skrevet nogle eventyr til en konkurrence, og var endda så heldig at delvinde den ene og helvinde den næste, så jeg havde noveller med i to antologier.

Nu var jeg kørende! Det kunne ikke gå galt for mig! Ikke nu.

Det gik endda så godt at Atalanta blev udsolgt. Tænk sig … hele oplaget!! (pst, det var “kun” på 1000), men for fanden da! Udsolgt!
Jeg hørte at forlaget var på bogmesser i Frankfurt og i London og jeg var sikker på at det kun var et spørgsmål om tid før Atalanta blev solgt til udenlandske forlag, og så! SÅ var lykken gjort.

Det gjorde den så ikke. Altså solgte til udlandet, men skidt med det. Den var udsolgt. Sååå sejt!

I øvrigt – som sidebemærkning – overtog jeg rettighederne af den for nogle år siden og har genudgivet den som ebog, og den sælger faktisk stadig væk. Imponerende nok for så gammel en sag, men de græske heltesagn bliver jo aldrig forældede. 🙂

Nåh, jeg sled videre i det med min kommende roman, mens alt det her stod på. Nu skulle jeg være seriøs. Nu skulle jeg cementere min status som upcoming historisk forfatter. Helleberg, move over! 😉 (Og ingen sammenligning i øvrigt. ;-))

Denne gang var det ikke en gendigtning af et græsk heltesagn, men en dokumentarhistorisk roman om en kvinde, der var en af Kleopatras formødre. Det er pænt svært at få spændingskurver til at passe med et virkeligt liv, men det lykkedes mig godt, synes jeg og Gerda – min erfarne og garvede redaktør ved Forum/GB-forlagene – var enig.

Denne gang var det nemt! Jeg skrev til hende og sagde at jeg var færdig med en roman. Mailede den til hende (for nu er vi oppe i de moderne tider ;-)) og der gik ikke mange uger før hun vendte tilbage og sagde at de ville have den.

Sådan! Sådan skulle det være. Jeg skriver en roman og bang! bliver den antaget. Lige som det skal være, lige som jeg havde forestillet mig det.

Ikke noget nåleøje til mig mere. Jeg var trådt igennem og var landet i forfatternes Eldorado. På den anden side, hvor de håbefulde forfattere håber på at være, og jeg var ganske glad.

Men … sommetider kan man vel også blive for kålhøgen, ikke? 😉

[fortsættes]