Nanna er den fjerde hovedperson i mit Okay-univers der havde noget at fortælle mig. Det er ikke sådan at jeg hverken nu eller tidligere havde linet op med forskellige problematikker til forskellige temaer.
Faktisk må jeg indrømme at det ikke engang er særlig nøje planlagt, selv om jeg ved at nogen tror det.

Da jeg startede med at skrive om Marie, var det fordi jeg selv var blevet mobbet og derfor kunne genkalde mig følelserne, hvordan det lige blev Fie der skulle være cutter og Matthias, der skulle være homoseksuel, kan jeg ikke længere huske. Sådan blev det bare. 🙂

Således nu også med Nanna. “Lille, tykke, glade Nanna,” kaldte Marie hende i den første bog, men Nanna er slet ikke særligt glad, når det kommer til stykket, for for det første er hun et langvarigt mobbeoffer, og for det andet er hendes allerbedste veninde nu hovedkulds forelsket i en fyr, og hvad så med Nanna?

Hun er alene og ensom. Det kan godt være at mobningen ikke er slem længere. Faktisk forsvandt den bare, som sådan noget af og til gør, men nu er det næsten værre, for nu virker det som om hun er usynlig. Og så er det Leon kommer ind i billedet

Bogens tema er derfor hverken overvægt eller ensomhed, selv om nogen tror det. Jeg ved også at nogen vil gå ind i læsningen med forventningen om netop det, og jeg beklager, hvis det skuffer jer, men det bogen handler om, er egentlig det lave selvværd der (foranlediget af både overvægt og mobning) leder Nanna ind i et usundt forhold.

Hvis man ikke selv er “typen” til at ende i et usundt forhold, kan det være svært at forstå. Jeg har også selv læst bøger og set film, hvor jeg har haft lyst til at tage hovedpersonen og ruske dem og bede dem om at skride fra idioten. Men hvorfor gør de det ikke? Det kan virke ufatteligt på os andre.

 

Jeg har egentlig ikke researchet noget specielt i denne her bog, som jeg måtte gøre til både Fies og Matthias’ historie, men bare dykket dybt ned i empati-poolen for at finde de helt rigtige følelser til Nanna.  Mit hjerte har blødt for Nanna, men jeg har også grinet sammen med hende (og måske især hendes mor), og jeg håber at du vil gøre det samme.

Nogen speciel themesong har Nanna ikke haft, men to sange vil altid minde mig om Nanna.

For det første … Kamelot. Jeg hørte deres to seneste albums (Haven & Silverthorn) nonstop mens jeg var på Tellerup skriveweekend, og selv om teksten ikke nødvendigvis hænger særligt godt sammen med Nanna, hænger “smagen” ved. 🙂

Den anden video jeg vil fremhæve i forbindelse med Nanna, er en sang fra Saint Asonia, som uløseligt hænger sammen med sidste kapitel i Nanna-bogen.