Det var egentlig ikke min mening at skrive socialrealistiske ungdomsbøger igen.

Jeg havde sprunget noget rundt i genrerne, og jeg var egentlig fast besluttet på at NU ville jeg holde mig til den historiske genre, men … man har et standpunkt til man tager et nyt, ikke? 😉

På Bogmessen i Bellacentret i 2014 spurgte redaktøren fra Tellerup mig, om jeg ikke kunne tænke mig at prøve at skrive en socialrealistisk ungdomsroman til dem. Jeg havde længe bevæget mig rundt i periferien af Tellerup, og havde (og har) altid været vild med den stemning og tone at forlaget havde (og har) med sine fans, forfattere og kollegaer.

Jeg havde endda forsøgt at afsætte et par romaner til Tellerup tidligere, som ikke passede ind i deres program, så jeg tænkte; “hvorfor ikke”?

Forslaget kom også samtidig med at jeg var gået lidt død i de historiske romaner, jeg havde påbegyndt et par stykker, som jeg ikke fuldførte, og da forslaget kom var jeg derfor fyr og flamme.

Selvfølgelig havde jeg da lyst. Der er jo masser af emner at tage fat på derude, men da ungdommen i dag jo kæmper med nogle andre problemer end da jeg var ung, måtte jeg lige læse en hel masse ungdomsbøger og tale med unge rundt omkring.

Følelserne … tænkte jeg … må dog for så vidt være de samme.

Rodløsheden, rastløsheden, usikkerheden, forelskelserne, vreden, utilstrækkeligheden … som teenager har man ALLE følelser repræsenteret og ikke bare det, de kommer også til udtryk for fuld udblæsning.

Jeg har altid ment, at hvis man kan overleve at være teenager, kan man overleve alt. 🙂

Men hvor skulle jeg starte? Der er jo masser af emner, men genren lå så langt fra mig, at jeg valgte at min første bog skulle indeholde nogle følelser at jeg kunne nikke genkendende til. Noget som jeg kunne stå inde for.

Og derfor valgte jeg mobning. Men ikke bare mobning, men faktisk nærmere det at komme ud af mobningen. Man kan glide lige så umærkeligt ind i rollen som mobbeoffer og lige så umærkeligt og underligt kan man glide ud af den igen. Uden nogen påviselig grund af betydning.

For mig skete det engang i syvende klasse. Efter at være blevet mobbet i 4 år, holdt det “pludselig” op, og jeg blev “populær” (aah okay, men i forhold til at være mobbet er det en mærkbar forandring) :-)).

Det samme med Marie her i bogen. Man kravler langsomt op af hierarkiets rangstige, og man træder varsomt på hvert skridt af stigen, for den er skrøbelig. Man kan lynhurtigt ende på bunden igen.

Og hvor langt vil man så gå for at bevare sin nye position? Hvis man siger nej, er der jo en risiko for at man falder tilbage, og hvem ønsker det?

Jeg håber læserne vil tage godt imod den.

Og har I spørgsmål, kommentarer, ris eller ros, er I altid velkomne til at kontakte mig på mail (info@anikaeibe.dk) eller på Facebook .

Som sædvanlig var denne roman også skrevet med en masse baggrundsmusik, og for Marie var det allermest “Three Days Grace” der lagde underlægningsstemningen for hele bogen.

 

Især denne sang …