Er du okay, Marie? fandt jeg inde på Riidr – mit favorit sted at købe e-bøger. Den lød bare rigtig, rigtig god! Mobning er noget, som jeg selv har haft tæt inde på livet, og jeg fik bare en fornemmelse af, at jeg MÅTTE læse den!
Jeg kan nok heller ikke undgå at gøre den her anmeldelse en lille smule personlig.
Sproget er rigtig godt! Anika Eibe formår virkelig at fange mig og holde mig fanget gennem hele bogen! Sproget er meget letlæseligt, og bogen blev læst færdigt helt enormt hurtigt. Sproget fungerer bare og har et rigtig godt flow. Det fungerer super godt, at Anika Eibe har valgt at skrive bogen i jeg-person. Det gjorde, at jeg havde enormt let ved at sætte mig ind i Maries følelser – hendes angst, hendes usikkerhed, hendes ønske om at blive accepteret af de populære. Det gjorde også bare, at jeg følte alt gennem Marie tusind gange stærkere, og det påvirkede mig helt vildt meget. Flere gange sad jeg med tårer i øjnene og en klump i halsen.
Handlingen er helt perfekt og samtidig også super vigtig! At tale om mobning kan være så svært, og der er så mange børn i dag, der kæmper med at blive mobbet! Det er en bog, der burde indsættes i undervisningen i folkeskolen, for at børn tidligt får et indblik i, hvad deres adfærd kan gøre ved en anden person! Jeg ville ønske, at den her bog var skrevet, da jeg gik i folkeskole – også i gymnasiet for den sags skyld! Lærerne kunne virkelig også lære noget af at læse den – voksne i det hele taget. Hvordan mobning virkelig kan ødelægge et barn, hvis ikke der bliver grebet ind, og at de bliver nødt til at være opmærksomme på, hvad der sker.
Personerne i bogen er helt fantastiske! Eller ikke mobberne – mobberne hadede jeg næsten lige så meget, som Marie må gøre! Men jeg synes, det er fantastisk flot udført af Anika, at jeg kom til at føle så kraftigt over for mobberne! Det er meningen, at man virkelig ikke skal kunne fordrage dem, og det kan man virkelig heller ikke! Selv da de begynder at være søde, var jeg helt enormt mistroisk!
Og så er der Marie! Skønne, skønne Marie! Nøj, hvor mit hjerte bare følte og græd med hende hele vejen igennem bogen! Jeg havde så ondt af hende. Jeg er selv blevet mobbet af både klassekammerater, men også lærere, og jeg kan bare så godt sætte mig ind i hendes situation! Anika har bare formået helt perfekt at beskrive den angst og usikkerhed, man konstant føler som mobbeoffer, det konstante ønske om bare at blive accepteret, og jeg kunne så let relatere til Marie. Jeg blev kastet direkte tilbage i klasseværelset på min egen folkeskole!
Og så er der Daniel og Nanna! Åh, hvor kom jeg også bare til at holde enormt meget af dem i løbet af bogen! Jeg havde nogle få Nanna’er selv i folkeskolen, og jeg ved, ikke hvad jeg skulle have gjort uden dem! De betød alt!
Daniel er bare helt fantastisk! Jeg kunne lide ham fra første øjeblik, han talte til Nanna og Marie – der var bare et eller andet godt ved ham. Jeg ville ønske, at jeg havde haft en Daniel dengang, jeg selv stod i Maries situation.
Daniel er helt sikkert en af mine favoritter i bogen. Anika Eibe har skabt tre helt fantastiske og unikke karakterer, som jeg bare ikke kunne undgå at knytte mig enormt meget til!
”Er du okay, Marie?” er en virkelig, virkelig god bog, som jeg synes, er enormt vigtig at læse!
Jeg kan klart anbefale den!
”Er du okay, Marie?” får 4 ud af 5 stjerner.
Bogen sætter fokus på mobning og hvilken virkning mobning har på unge mennesker. Hvordan det både fysisk og psykisk kan have indvirkning på de unges liv. Er de villige til at såre dem selv og de mennesker de elsker?
I bogen følger vi den unge pige Marie, som oplever en meget slem grad af mobning. Marie ønsker mere end noget andet, at komme ud at det forfærdelige liv hun lever i. Da hun efter sommeren ser en forandring i den måde klassen drenge ser på hende, ser hun en mulighed for at blive en del af den populære gruppe. Dette gør at hun ikke bare overskrider sine egne grænser, men hun såre også sig selv og de mennesker der er omkring hende.
Bogen er meget let og hurtig at læse. Sproget er letlæseligt og det fungere enormt godt, at den er skrevet i ‘jeg person’. Jeg synes det gør den mere virkelig, for jeg kunne nemmere sætte mig ind i hvordan Marie har det, og hvordan det egentlig er at være et mobbeoffer. Det gør at bogen fortæller om mobning på en meget virkelig og god måde. Mobning er noget der desværre foregår i de danske skoler, og jeg synes det er godt, at der bliver sat noget fokus på hvilken virkning det har på de unge mennesker.
Jeg synes det er en virkelig god bog da historien rørte mig meget dybt. Jeg synes det var skræmmende at læse om, hvordan det er at blive mobbet, og hvor langt de er villige til at gå. Det er dog også derfor man skal læse den da den får åbnet ens øjne for mobning.
“Er du okay, Marie” er en vigtig bog. Det er én af dem, jeg ville ønske, man skulle læse i folkeskolen. Som fælleslæsning. Det er én af dem, der ville kunne gøre en forskel og som kunne være med til at sætte fokus. Fokus på mobning blandt elever, som er et kæmpe problem.
Marie mobbes i skolen. Der er ikke nogen synderlig grund, men hun mobbes voldsomt. Hun har en bedste veninde som hun heldigvis kan være sammen med, men hun mobbes også. Marie får altid ondt i maven og mavekramper, når hun tænker på skolen. Hendes forældre har for travlt med arbejde til at lægge særlig notits til hende, men har dog slæbt hende med til alverdens læger for at finde årsagen til mavesmerterne. Uden noget resultat, men Marie ved det godt.
Marie starter i 9. klasse og ved at ingenting bliver bedre. Nu begynder drengene til gengæld at lægge mærke til hende, og hun kan måske gå fra mobbeoffer til populær. Men til hvilken omkostning?
Historien
Bogen er skrevet ungt, levende og virkelighedstro. Den er så ærlig at læse, at man ikke kan undgå at komme til at holde af Marie. Jeg sad virkelig og blev ked af det, når de var onde ved hende, og bange når de pludselig var søde. For jeg ved godt, hvordan mobning fungerer. Jeg ved godt, hvordan det er, i Maries sted.
I de største dele af bogen, havde jeg bare lyst til at give Marie et kram. Der skulle være én der så hende og lagde mærke til hendes kamp. Som ville tage kampen sammen med hende. Som kunne kramme hende og love at alt nok skulle blive bedre.
Bogen er hverken højt niveau eller noget litterært kunstværk, men for pokker, hvor jeg synes, den rører ved et vigtigt emne!
Min eneste kritik er, at den slutter en anelse brat. Jeg ville gerne høre mere, men jeg forstår godt, hvorfor den slutter hvor den gør.
Snakken forstummede, og jeg kunne mærke at alle drejede sig mod mig. Deres blikke fór frem og tilbage mellem mig og Thor og tilbage igen, for så at blive hængende på mig. Mine kinder brændte af skam, og jeg holdt vejret indtil jeg en evighed senere kom i tanke om at svare.
“Hej, Thor,” sagde jeg med rystende stemme og forsøgte mig med et smil der nok nærmere lignede en forkølet grimasse. Inden jeg sank ned gennem stolen af skam, nåede jeg lige at se på Jonas. Han smilede. Meget. Og blinkede til mig.
Åh,lad mig dø! Lige nu og her. (Citat s. 45)
—
“Er du okay. Marie?” handler om Marie som skal starte i 9. klasse. Hun er blevet mobbet i årevis og er for længst blevet vant til at være klassens outsider, sammen med hendes veninde, Nanna, som også er udstødt. Men da 9. klasse begynder er det som om noget er forandret. I takt med at Maries bryster er vokset, begynder drengene at vise interesse, og hun får pludselig chancen for at blive medlem af de populæres klike. Så nemt er det dog ikke, for at blive accepteret er hun nødt til at gøre ting hun ikke har lyst til, og samtidig sårer hun dem som betyder allermest for hende. Skal hun opgive sine gamle venner for at blive accepteret? Og er hun virkelig nødt til at røre ved drengene på den måde?
—
Denne her bog er virkelig, virkelig vigtig. Jeg synes den giver sådan et fint indblik i, hvordan det er at være udenfor. Hvor langt man egentlig vil gå, for at blive accepteret af sine klassekammerater, og jeg synes det er sådan en bog, som burde være obligatorisk i folkeskolen. Samtidig med at den er vigtig så er det bare en rigtigt god historie. Selvom slutningen var lidt flad for mig, så synes jeg virkelig at bogen var spændende og fortællingen kunne fastholde mig fuldstændigt. Den er måske ikke noget sprogligt eller litterært mesterværk, men det er en virkelig vigtig bog!
I det hele taget var jeg rigtigt glad for at læse denne her bog, og jeg kan virkelig anbefale den! Især til folkeskoleelever! Jeg er sikker på at I også vil nyde fortællingen om Marie, for den er slet ikke så ringe jo. Fantastisk og meget vigtig bog (nu tror jeg også jeg har sagt det nok!).
—
Bogen får 4 ud af 5 stjerner: ****
Det at være ung medfører ofte en udfordring i at finde sin plads i livet. Alle unge er i gang med en enorm udvikling, der ofte vakler på et skrøbeligt underlag. Og når underlaget pludselig smuldre, f.eks. pga. mobning eller store forandringer, så kan reaktionen være overraskende og uforudsigelig. Marie er vant til at blive mobbet. Det er blevet en del af hendes hverdag, og hun har lært at leve med det. Så skønt hun selvfølgelig ville ønske, at det ikke var hende, som alle fokuserede deres negative energi imod, så fungerer hendes hverdag, pga. den boble hun har skabt omkring sig. Men da hun starter første dag efter sommerferien, bliver boblens fleksibilitet pludselig udfordret, og der går ikke længe, før den brister. Marie finder sig selv overladt til teenagereren følelsesvold, og uden det sikkerhedsnet hun så ihærdigt havde skabt i sin boble. Hun bliver grundigt bedt om at overveje konsekvenserne af sine handlinger.
Realismen i Anika Eibes roman er rammende. Hendes valg af situationer ligger tæt op af, hvad jeg oplever sker i mellem de unge, og med mobning som det grundlæggende tema, så bliver ‘Er du okay, Marie?’ til en meget brugbar roman. Ikke bare som en underholdende Y/A roman, med venskab og sex, men også som middel til at igangsætte tanker. Mobning er det mest grusomme element der kan opstå, og når den så kombineres med sex og identitetsdannelse, så kulminere det i frustrationer og desværre også muligheden for varige mén.
Der er skrevet mange ungdomsbøger om mobning og netop det at skulle navigere i ungdommens udfordringer. Bøger der på hver sin måde italesætter problematikken. ‘Er du okay, Marie?’ er en af de mest jordnære, jeg har læst, og jeg håber virkelig, at den bliver et fast sortiment på alle skolebiblioteker. Et must read for alle teenagere.
Tak til forlaget Tellerup for denne læseoplevelse.
En læsværdig ungdomsbog om mobning og barske børneliv i velfærdssamfundet.
Romanen sætter fokus på, hvad mobning gør ved børn og unge. Hvor langt er et mobbeoffer eksempelvis villig til at gå for at blive lukket ind i gruppen. Den giver et godt indblik i ungdomslivet, og personerne er taget ud af virkeligheden – jeg har selv gået i klasse med flere af dem. Mobberne er ikke bare onde, de kæmper også for egen overlevelse og ved ikke altid helt, hvad det de gør. Det vigtige emne beskrives på en god, jordnær og dagligdags måde.
Marie har igen fået problemer med mavepine. Nu har det ellers været væk i flere uger. Men det har jo også været sommerferie. Marie starter efter sommerferien i 9. klasse, og hun håber, at tingene vil være anderledes. Desværre er det ikke tilfældet – i al fald ikke lige med det samme. Marie og Nanna, som er Maries eneste ven i klassen, bliver stadig mobbet, talt grimt til og holdt udenfor. Drengene i klassen får dog snart øje på Maries krop. Der er sket noget henover sommeren. Hun har fået flotte bryster, og det tænder de unge fyre på – også Jonas, som Marie har været forelsket i flere år. Først er det Thor, som viser interesse for Marie, og det er umuligt for hende at sige nej – bare det at de populære i klassen taler til hende i stedet for om hende er en gave. For at blive en del af VIP-gruppen går Marie langt med Thor – længere end hun egentlig har lyst til, og da Jonas viser interesse for hende, går hun også for langt med ham. Det viser sig dog at drengene kun er ude efter trofæer, og Marie bliver forfærdelig ulykkelig. Marie har, i sin glæde over at være accepteret, fuldstændig glemt Nanna, som står alene tilbage, da mobberiet igen tager fart. Heldigvis er der kommet en ny dreng i klassen. En dreng der tilsyneladende er ligeglad med hvad andre mener.
’Er du ok. Marie?’ er et fint portræt ad en ung pige, som har det svært. Selvom hun bliver lukket ind i VIP- gruppen et stykke tid, vil hun altid være bange for, hvornår mobningen starter igen. Sproget er dodt og ligefremt, og bogen er hurtig og let at læse. Læseren får et rigtig godt indblik i livet som mobbeoffer. Og det uden at romanen på nogen måde bliver sentimental.
Oprindeligt skrevet af lenejensen, Litteratursiden.
Bogbloggen “Forestilling om paradis” – 8/5-2016
For mig er bøger om mobning altid svære, hårde og til tider udmattende at komme igennem. Ikke fordi de er dårligt skrevet, men fordi det bringer minder frem fra dengang jeg selv blev mobbet. Minder som til dagligt ligger dybt begravet i min hukommelse.
Selvom det er hårdt at læse om, sætter jeg alligevel ufattelig stor pris på at de bliver skrevet. For det er et emne man bare ikke kan komme udenom. Som Sarah Engells “21 måder at dø”, hvor det er helt tydeligt hvor lidt skolen gør i den enkelte situation – hvilket jeg sagtens kan huske. Eve Ainsworths “7 dage”, hvor vi både ser det fra offer og mobbers synsvinkel og hvor de i bund og grund jo begge er ofre, for mobberne mobber ofte fordi de selv har det svært, men det skal ingen finde ud af.
Samtidig handler denne historie om grænser og hvor langt over disse vi vil gå for at passe ind. Maria er villig til at krydse sine grænser for at blive populær og det ender med at koste dyrt. Hvis det føles forkert, så er det, det med sikkerhed!
Anika Eibe formår med tåkrummende præcision at beskrive mavefornemmelsen hos et mobbeoffer. Jeg kan fint genkalde mig den tomme følelse og frygten for at komme i skole som lå som en tyk dyne omkring mig. Det er virkelig en historie der kryber under huden på sin læser. Jeg havde flere gange lyst til at række ind i historien og ruske Marias klasse”kammerater” eller hende selv for den sags skyld. Hun mangler modet til at gøre op med sine mobbere – til at sige fra og komme ud over at hun skal please nogen. Den eneste man skal please i sådan en situation, er en selv. Jeg ved det er virkelig svært for et offer at gøre og det tog også mig flere år at komme dertil. Jeg fik konfronteret en af mine mobber. Hun spurgte hvorfor jeg havde skiftet skole og at se hendes ansigtsudtryk da jeg sagde at det var på grund af blandt andet hende, er stadig noget der får mit hjerte til at svulme af stolthed i dag.
Anika Eibe har begået en troværdig, realistisk og rørende fortælling om mobning og hvor langt man vil gå for at blive accepteret, men også om venskab og kærlighed. For selvom vi kan være ofre for nogens had, vil vi helt sikkert også være ofre for nogens sympati og kærlighed.
Tak til Tellerup for anmeldereksemplar!
Marie er vant til at være klassens outsider sammen med sin veninde Nanna. Men da skoleårets start fejres til en fest for klassen, vil den populære Thor pludseligt kysse med Marie. Da hun møder i skole efter festen er alt dog forandret. Marie er ikke længere “Fede-Marie”: Nu er hun en luder, en so og en kælling…
Anika Eibe er debutant hos Tellerup, og “Er du okay, Marie?” er hendes første bog omkring at være ung. Jeg ELSKER at være med til at se et forfatterskab udvikle sig, og når det starter så lovende som dette, er det en sand fornøjelse.
Historien om Marie er ikke lang, men den er vigtig. På 180 sider for Eibe skrevet om emner som at blive voksen, at finde sig selv og at lære at sætte grænser for, hvad man vil være med til.
Marie vil gøre alt for at være en del af de populære i klassen, men betyder det nødvendigvis, at hun skal gøre det? Er det ikke vigtigere at have sin værdighed med sig og at kunne se sig selv i øjnene bagefter? Det er spørgsmål, som mange unge i dag stiller sig selv, og det er spørgsmål som er enormt svære at svare rigtigt på, når man er 15 ligesom Marie.
Marie går i 9. og er ikke vant til at være en pige, de andre ligger mærke til. Efter episoden med Thor, bliver hun lukket ind i den populære gruppe, og hun har svært ved at tro på sit eget held. Men Marie må også lære, at alting har sin pris, især når sladderen går. Marie skal gennem bogen lære, hvem hun selv er, og hvem hun gerne vil være. Det er ting, der kan være svære at tage stilling til som voksen men i særdeleshed også, når man er 15 år og bare gerne vil være sammen med de seje, der kan det hele.
Om Marie finder svaret på de spørgsmål, vil jeg ikke fortælle jer – men jeg kan fortælle, at ikke alle spørgsmål har et svar!
Bogen er fyldt med YA-drama fra bedste skuffe! Der er splittelse i venskaber, sex og intriger, og selvom det lyder som en dårlig episode af Paradise, er det bestemt ikke tilfældet. Det giver et rigtig godt billede af, hvordan det er at være 15 i dagens Danmark, og hvor svært det kan være at passe ind og at finde sin plads. Selvom Eibe har skrevet en forholdsvis kort YA-bog som sin debut, skal den roses og anbefales!
Hendes skrivestil er flydende, og hun er enormt god til at fange sin læser fra første side. Jeg havde slet ikke lyst til at stoppe min læsning, for jeg var liiiige nødt til at se, hvad der skete på næste side. Jeg glæder mig meget til at se, hvor hendes forfatterskab fører hen – Anika Eibe har i hvert fald fået en ny fast læser i mig!
Bogbloggen Trolderier – 18/5-2016
Marie starter i 9. klasse, og hun frygter at starte i skole igen efter sommerferien. Alting er dog ikke som det plejer at være. Drengene kigger på hende på en ny måde, eller de kigger i virkeligheden mest på hendes bryster. Marie går fra at være mobbeoffer til at få møvet sig ind i VIP-gruppen i klassen, det er dog ikke en handling, der kommer uden en pris. En dyr pris. Marie ofre bl.a. sit mangeårige venskab med den buttede Nanna. De to har altid holdt sammen mod de andre. Spørgsmålet er om det er prisen værd for Marie at få adgang til VIP-gruppen, undgå at blive mobbet – når man ikke helt har sig selv med i forløbet?
Der er rigtig mange vedkommende ungdomsbøger om mobning, og Eibe har skrevet en rigtig god en til samlingen. Jeg tror ikke, det kan siges nok eller der kan sættes nok fokus på emnet som jo kan varieres i et utal af kombinationer. Eibes fokus er den første spirende seksualitet, og de grænser, man som ung skal finde frem til, hvordan man lærer at sige fra og skelner venner fra fjender.
Bogbloggen Boghunden – 1. maj 2016
Da jeg modtog denne her bog, vidste jeg med det samme, at jeg ville læse den til readathon. Den var kort, virkede let at komme ind i og så virkede den også rigtig god. Det viste sig at være et fint valg at læse den på det tidspunkt.
Bogen er meget nem at komme igang med, og allerede fra første kapitel var jeg spændt på, hvad der ville ske. Skrivestilen passede mig rigtig godt, det kørte bare derudaf. Jeg er imponeret over forfatterens evne til at skrive en så kort bog, hvor der indgår så mange forskellige personer, uden at forvirre læseren.
Bogen sendte mig nogle år tilbage, til min egen tid som 15-16-årig. Jeg havde selv en emo-goth periode på det tidspunkt, så det at læse om Daniel var rigtig sjovt. Jeg endte endda med at sætte en playliste på, der passede til det tema. Nå, Daniel… Jeg var vild med hans personlighed og især også hans humor. Jeg var ikke så vild med Nanna som person, jeg syntes det tog lige lovlig lang tid for hende at acceptere nogle ting. Og så syntes jeg egentlig heller ikke, at Marie var helt fair, da hun lagde alt skylden på Nanna.
Jeg troede egentlig, at jeg vidste, hvor det bar hen ad med denne her historie, men det gjorde jeg så tydeligvis ikke. Det kom bag på mig, at bogen formåede at overraske mig, men det gjorde den, og det kan jeg ret godt lide den for.
Til gengæld var der skruet lige rigeligt op for drama faktoren i bogen. Den fik mig i hvert fald til at blive glad over, at jeg ikke er 15 længere. Alt det her med fyrene, Marie og Nanna, det var bare en tand for meget.
En bog, jeg er glad for at have læst, og som jeg især vil anbefale til folk i udskolingen. Jeg tror nemlig, de vil kunne få en masse ud af den.
Bogbloggen Bibliotekattens Bøger – 5. maj 2016
Er du okay, Kathrine?
Hvad jeg ikke ville have gjort for de ord i folkeskolen.
Problemet med systematisk ydmygelse er at det er…ydmygende. Ingen har lyst til at fortælle deres forældre at de hver eneste dag bliver kaldt navne, får stjålet deres ting og gemt/smadret/smidt dem i skraldespanden, bliver slået, spyttet på, skubbet og hvad børn nu ellers kan finde på – problemet med børn er at de har ret meget fantasi, når det kommer til ydmygelser.Og ingen forældre ser deres barn som en paria. Okay måske nogle, men ganske få. Forældre til mobbede børn er ikke nødvendigvis dårlige forældre, ligesom forældre til mobbere sikkert heller ikke er (siden mobberne er i flertal er det svært at forstille at samtlige forældre er elendige, og der er sikkert lavet studier der retfærdiggør hvorfor børn mobber – I dunno – jeg har oplevet (overlevet) mobning, og dårlig håndtering af det af både forældre, værger og skolen – voksne der ser den anden vej eller overhovedet ikke ser det. Jeg kan ikke forsvare det. Jeg vil egentlig heller ikke) – og alle sørger for at holde det hemmeligt. Og hvis de ser mobningen har voksne har nogle gange svært ved at indse hvor modbydelige børn kan være, hvor ondt det kan gøre. Hvor meget der er brug for at skride ind.
Marie bliver udsat for systematisk mobning – lige indtil den sommer hvor hun får bryster. Pludselig begynder drengene at tale til hende – og til en fest er der en der forgriber sig på hende. Hey hov, hun siger jo ikke nej, og hun stikker selv hånden ned i bukserne på ham! Trust me, den tanke fik jeg også, og her er problemet: overgreb er ikke sort/hvide. Jeg siger ikke, at Thor skal i fængsel eller overhovedet opdagede at at var et overgreb eller mente det som et, men når du bagefter føler, der er foregået noget ubehageligt – så er det altså et overgreb. Og han burde aldrig have raget på hende uden at spørge. Ja, det mener jeg faktisk.
Men jeg forestiller mig også at være den forælder, der rasende over at det er sket for min datter, skal diskutere det med hans forældre… Det er en tabt sag. Hun deltog jo selv. At hun så bagefter opdager at hun ikke følte hun havde et valg, at hun ikke kunne sige nej, fordi hun
1) var taknemmelig for endelig at få positiv opmærksomhed fordi de har brugt år på systematisk at nedbryde hende (og hvor fucked er det lige?)
2) at hendes krop reagerede på det – at blive rørt og kysset. Men newsflash, det gør kroppen også nogle gange i voldtægtssituationer. Vi har ikke kontrol over vores krop.
Det er pissesvært også fordi vi har kultur hvor sex er forkert hvis du er pige, men okay hvis du er dreng. Arh, vi er da kommet videre. Nej vi er ej. Og vi er nødt til at tale med børnene om grænser, om hvad der er okay. Om at sige stop og om aldrig at begynde (ikke afholdenhed!, men om ikke at begynde at grovrage på en beruset pige ude i et budskads og skabe en ubehagelig situation for hende, hvor hun ikke føler hun kan sige nej – “hun gik jo selv med” etc.)
“Hun kunne jo lide det” – Meget af den skam og fortrydelse vi piger ender med kunne helt udryddes, hvis sex ikke var så tabubelagt for os. Vi skal helst være så rene som muligt, og drenge (og mænd) synes det er lidt klamt, hvis vi har sammen med “for mange“, hvad det så end betyder.
Men grundlæggende er Maries situation en stor forvirrende gråzone, hun kan efter den første gang egentlig godt lide at være sammen med Thor (igen vores kroppe reagerer, det er der ikke noget underligt i), men hun ville ønske, han var Jonas, hendes bedste veninde (som også er mobbeoffer) er skuffet over at hun accepterer sin accept af de populære som i høj grad er skabt af at hun har givet Thor håndjobs og ude i periferien er der Daniel…som er fandenivoldsk og som virker til godt at kunne lide Marie – helt uden seksuelle ydelser. Marie får en skrøbelig plads in VIP-gruppen og det er svært at bebrejde hende hendes glæde over det. Vi vil jo bare gerne høre til.
Maries fortælling er hjerteskærende, både fordi hun ender med at gøre ting, hun nok ville ønske var sket lidt anderledes – men også fordi man med al sin 31-årige visdom ville ønske hun kunne se det, man selv ser. At Daniel og Nanna er dem hun skal holde fast i. At det bliver bedre, selvom det føles uudholdeligt lige nu. Men jeg har også været Marie. Og hun er nødt til at finde ud af tingene selv. Men jeg har dårlige nyheder, Marie. Selvom det bliver bedre tager det lang tid. Jeg og tusindvis af andre ligesom dig bærer stadig både fysiske og psykiske ar fra dengang. At sige det har gjort os stærkere er bare bullshit. Vi overlevede. Men vi ville alle sammen ønske det aldrig var sket. At det aldrig blev gjort mod os. Vi gjorde ikke os selv til ofre. Det blev gjort mod os.
“Det var jo min egen skyld alt sammen” – nej, Marie. At andre mennesker gør noget modbydeligt mod dig, er aldrig din skyld. Men den følelse kommer du til at leve med længe. Du kommer sikkert til at overføre den på meget andet. Jeg ville ønske jeg kunne lave en kop te til dig, fortælle min historie og at det aldrig var din skyld.
Er du okay, Marie er en af de bøger, jeg ville ønske var obligatoriske ikke bare i folkeskolen, men også for lærere, pædagoger og forældre. Den er ikke stor kunst, men den er ærlig, dybfølt og ægte. Anika Eibe har ikke en livlig fantasi – de her ting sker. De her følelser er ægte. Og som voksne lærer vi åbenbart at lukke øjnene for dem.
Læs den. Det kan være et skridt i retning af at tale om et af de tabuer, der stadig lever i bedste velgående.
Xoxo,
Kathrine
Ps. Hvis man undrer sig over, at jeg både har kategoriseret dem som YA og som børnebøger 11-15, så er det, fordi jeg mener, man sagtens kan og måske endda bør læse den allerede i 5. klasse. Tage problemerne op før de opstår – og så har børn altså sex og drikker længe, før forældrene og de voksne måske mener de burde. Det nytter simpelthen ikke at sige: den slags skal I først tage stilling til, når I er ældre. Hellere forberede dem og tage de svære diskussioner nu end rydde op bagefter, når de modbydelige ting, som måske kunne have været forhindret, er sket.
Læserreaktion 29/4-2016
- Berger:
Jeg færdiggjorde “Er du okay, Marie?” af Anika Eibe tidligt i morges. Det var jo som et få revet sit hjertet ud, så nu krammer jeg det lidt tættere til mig, og heler det langsomt igen.
Det var som at blive sat små 18 år tilbage, til en tid jeg virkelig gerne lukker døren for. Alligevel håber jeg at mange flere forfattere har evnen og modet til at skrive den slags historier. Jeg tror ikke jeg har den selv, men de er så vigtige at dele.
8 ud af 10 stjerner
Marie er i bunden af klassens hierarki. Det har hun været i mange år. Sammen med Nanna. Tykke Nanna. Søde Nanna. Nanna som altid har plads nok til et kram. Men de to mod resten af verden er ikke nok. De kan ikke ændre det grundløse had som strømmer fra de andre sammen. De kan kun overleve.
“Men så en nat – præcis en uge før skolen startede – kom den tilbage. Vækkede mig som en lille forpulet havenisse der sparkede til mine indvolde med spidse sko.” – Side 5
Med navnet Tabermarie fulgte også havenissen i hendes mave. Han tvinger hendes tarme til at sno sig og beklage sig. De gør så ondt Marie konstant har kvalme og ofte brækker sig. Hun er blevet undersøgt ved alle mulige læger og specialister men ingen kan finde ud af hvorfor. Maria ved det godt, men siden ingen spørger har hun aldrig sagt det. Og hvad skal hun sige? “De andre kan ikke lide mig.”
Der er bare sket noget med Maries krop henover sommeren. Hun er ikke længere en pind. Marie har fået bryster. Det ser Thor. Men vigtigst så begynder Jonas at se på hende. JONAS! Marie kan mærke en ændring i hadet. I sit selvværd. Og i hierarkiet.
“Jeg genfortalte. Om hvordan han havde kysset mig og rørt ved mine bryster, og da jeg skulle fortælle hvad der så skete, rødmede jeg helt vildt. Nannas øjne blev større og større.” – side 41
_________________________________
Den her bog gjorde ondt. Sådan helt ind i mit bryst, hvor det gjorde knuder. Jeg græd ikke. Det var ikke på den måde. Det føltes så ægte. Virkeligt. Det værste var en følelse af afmagt. Jeg kunne ikke række ud og hjælpe. Jeg kunne godt råbe, at der hvor Marie var på vej hen, var noget lort – men hun ville ikke kunne høre det.
Bogen handler ikke om hvordan Marie bliver mobbet, faktisk bliver det faktisk nævnt meget lidt. Den her bog handler om, hvordan man ser sig selv efter flere år med folk der siger Tabermarie og mener det. Som får en selv til at mene det. Når ens forældre er for travle til at lytte, så kan man kun lytte til sig selv og dem der siger noget. Og alle siger Taber.
Den følelse får Anika Eibe frem. Hvor forfærdeligt det er og på samme tid, hvor fyldt man er med hormoner, man er forelsket og man kan ikke helt finde ud at læse folk rigtigt. Jeg var selv tilbage i 9. klasse og jeg havde bare lyst til at sige til min mor, at min mave ikke kunne, at jeg ikke kunne tage i skole. At jeg aldrig ville tilbage.
Det er en bog der handler om hvordan man bliver seksuelt nysgerrig, venskab, nye mennesker og hvordan man dømmer dem. Hvordan man uretfærdigt dømmer sig selv.
Jeg kunne virkeligt godt lide den her bog. Især fordi den ramte plet. Jeg kan læse den og alle fra omkring 14 og opefter burde. Der sættes ord på det vi sjældent snakker om – udskud. Vi lader dem sidde bagerst i klassen med høretelefoner, for det vælger de jo selv.
Marie er et helt sammensat menneske. Hun føler, tænker og mest af alt lider hun. Jeg kunne ikke lade være med at ville være hendes stærke ven. Den der kunne bære mobberiet og sige: De er sgu da ligemeget. Men det kunne jeg ikke.
Fordi bogen i så høj grad handlede om Marie, er nogen af de andre karakterer, bl.a. hendes forældre, ret stereotype og lidt for underspillede, på en lidt unaturlig møde. Men ægtheden af Marie vejer op for det.
Så ja, læs den. Jeg håber den også får jer til at åbne øjnene for det her. Det er en super relevant bog.
Bogbloggen Julie the book cat – 22/5-2016
Denne ungdomsroman vandt jeg i en konkurrence, forfatteren selv havde stablet på benene. Jeg blev rigtig glad – især for den fine hilsen, hun har skrevet til mig i bogen. Jeg blev også rigtig glad, da jeg læste bogen. Eller, glad er måske det helt forkerte ord – for det er en bog, der ikke er specielt rar. Men jeg blev glad over, Anika Eibe har valgt at skrive den. Valgt at tage emnet mobning op i en roman, der ikke er fordømmende eller skrevet i voksensprog, men netop fanger essensen af ungdommen.
Marie er gennem lang tid mødt i skole med mavekramper og tunge tanker, for hun bliver dagligt udsat for grov mobning. Hendes eneste rigtige veninde er Nanna, der også bliver mobbet. Da Marie starter 9. klasse sker der noget. Et par af de populære drenge lægger mærke til hende, og hun føler sig pludselig som en del af noget større i klassen.
“Jeg prøvede desperat at efterligne hans bevægelser, men det gav alligevel et kille gib i mig da jeg mærkede hans tunge finde vej over mine læber. Mit første kys! Og med tunge! Jeg prøvede t følge med så godt jeg kunne, men jeg hade ingen anelse om hvad jeg foretog mig. Jeg var også forpustet indtil det gik op for mig at jeg skulle trække vejret gennem næsen.”(Citat s. 35-36).
Marie står overfor nogle svære valg, da hun pludselig bliver mere populær. Skal hun gå på kompromis med sine mavefornemmelser, eller skal hun lade det ske, der sker, for endelig at opleve gode skoledage? Det er svært for Marie at vælge – hun vil så gerne være sammen med Jonas, den lækre fyr. Men der er også Thor. Og så er der Nanna og Daniel, som hun ikke kan forblive venner med, hvis hun vælge de andre. Hvordan tackler man den situation? Hvordan holder man fast i sig selv, når man ikke helt ved, hvem man gerne vil være?
Det er en rigtig vigtigt bog. Ligesom jeg skrev om Hjertet er 1 organ, synes jeg, denne bog bør læses af både de unge og deres forældre. Jeg synes også, den bør høre til i folkeskolens obligatoriske bøger. Den sætter tabubelagte emner i spotlightet og kunne i den grad give anledning til gode snakke i
skolen og derhjemme!
Bogen får 4/5 stjerner: ****.
Bonusinfo: Jeg er aldrig selv blevet mobbet. Thank god for that!
Lektørudtalelse 14/4-2016
(Kun 10 % må gengives pt)
En rigtig velskrevet om at gå mobbet grim ælling til smuk svane
Klar anbefaling. Bør være at finde på alle børnebiblioteker