Dronning af blod har undertitlen Det Ptolemæiske Hus. Jeg måtte overbevise min redaktør om at jeg gerne ville bibeholde denne undertitel, da min drøm og mit håb er, at kunne skrive en hel serie omkring denne forunderlige slægt ved navn ptolemæerne.

Rent historisk er det en lidt overset periode. Den ligger mellem to markante personligheder, så derfor er det nemt at springe over den. Men i mine øjne er den uhyre interessant. Måske fordi den ikke er så fortærsket.

På den ene side har vi Alexander den Store. Den legendariske, makedonske hærfører, der erobrede et hidtil (og efterfølgende) uforskammet stort rige, og endda bevarede det indtil hans meget tidlige død i juni 323 f.kr.

På den anden side har vi Kleopatra VII, der siden har haft både filmskabere og forfatteres interesse, da hendes liv var meget turbulent med hendes meget kendte kærlighedsaffærer med hhv. Julius Cæsar og Marcus Antonius.

Da den store Alexander døde, blev hele hans kæmpemæssige rige delt mellem hans generaler, da hans mindreårige søn ikke var gammel nok. Denne søn blev selvfølgelig myrdet inden han voksede op, så de generaler, der allerede havde fået tiltusket sig kongeriger, kunne bibeholde dem. Ægypten faldt under Ptolemaios den første (Soter), der dog var en dygtig konge og snart blev anerkendt af den indfødte ægyptiske befolkning. Hidtil havde ægypterne været underlagt persisk styre, og det makedonske herredømme var nok at foretrække, selv om ægypterne altid kom i anden række i forhold til den makedonske metropol, Alexandria.

Ptolemaios fik adskillige børn med flere kvinder, hvilket naturligt nok skabte nogle magtkampe og konflikter, som jeg også har beskrevet lidt af i Dronning af Blod. På den tid var det uvæsentligt om man var søskende, hvis vedkommende stod i vejen for tronen, kunne de godt risikere at blive myrdet, eller gift væk i diverse magtalliancer. Og de efterfølgende slægter, der i sidste ende munder ud i Kleopatra VII, har endnu mere blod på hænderne. Drab, voldtægt, krige og kærlighedsaffærer mellem familiemedlemmer er bestemt ikke unormalt.

Faktisk holdt man slægtslinjerne relativt rene efter et givent tidspunkt, hvilket naturligvis gav en del indavl. Dette gav sig gerne udslag i diverse fysiske skavanker, men også psykiske genetiske karakter-træk er at finde hos ptolemæerne. Fx blodtørst og magtbegær er særligt udtalt.

Man skulle tro at de efter nogle generationer blev lallende idioter. Dem er der selvfølgelig også nogle af i slægten, men faktisk viste indavlen sig også at skabe uhyre intelligente personer. Som fx Kleopatra, der bestemt var en af de mest geniale på trods af hendes fejlslagne forsøg på at holde det ægyptiske rige uden for romernes rækkevidde.

Dronning af blod var på mange måder en svær bog at skrive. I mine øjne er der to slags historiske romaner.

Den dokumentarisk historiske og den fiktivt historiske.

I sidstnævnte opfinder man en person og placerer vedkommende i en dokumenteret historisk tid, hvilket giver en frihed for personudvikling og handling, som “bare” skal læne sig op ad de begivenheder, der nu skete på det tidspunkt.

Den dokumentarisk historiske roman, som fx Dronning af blod følger man en person, der vitterligt har levet. Det meste af Arsinoes liv er beskrevet og dokumenteret, og jeg forsøgt efter bedste formåen at give denne kvinde liv og følelser, som jeg tror, at hun har haft. Jeg kan naturligvis ikke vide det, men efterhånden som man researcher går det op for én, hvilken type menneske Arsinoe må have været, og hvad der drev hende til at træffe de valg, hun traf.

Samtidig er det også en balancegang for en historisk dokumentarisk roman er ikke det samme som en fagbog. “Desværre” er det virkelige liv ikke bygget op som bøgerne. Der er ikke naturlige spændingskurver. Tingene falder måske over hinanden i én epoke af personens liv, hvorpå der efterfølgende er en rolig periode på flere år.

Nu fx Arsinoe, som jo havde den frækhed at leve lykkeligt til sine dages ende efter så mange besværligheder. Hvad dælen bilder hun sig ind? 🙂

Hvor skal man så afslutte sådan en bog? Rent teknisk er det jo bedst at gå ud med et kæmpe brag, så historien bliver hængende ved læseren i lang tid efter, men da jeg hele vejen igennem trofast har fulgt de dokumentariske begivenheder, kunne jeg jo ikke tillade mig at tildigte en dramatisk slutning. Det ville være at gå på kompromis med hele projektet.

En anden ting der er uhyre svær er researchen.

Ikke så meget SELVE researchen. Det er skam den nemme del. Men for en person som jeg, som i en tidlig alder lider under Alzheimers Light, har organiseringen af al den fantastiske viden og research vist sig at være ret besværlig. Nu har jeg så endelig fundet en metode, hvor jeg vist kan genfinde hvad som helst. (Håber jeg! :-))

Derudover er man jo en kende tilbøjelig til at ville blære sig med al den utrolige viden man får indenbords. Fx at romerne sad på fællestoiletter og forrettede deres nødtørft, mens de lige vendte verdenssituationen. At de allerede dengang havde rindende vand i toiletterne og gulvvarme. At ægypterne var de første der gjorde glas til en vigtig handelsvare. At der var en persisk prins der havde hele 47 brødre og myrdede dem alle på sin vej mod tronen. Og tusind andre småting.

Men det er der jo ikke nogen, der gider læse om. Så kunsten er at researchen skal sidde i rygraden, og kun komme frem, når det er nødvendigt.

Jeg plejer at sige at man skal researche UDEFRA OG IND, men skrive INDEFRA OG UD. Hvis det ellers giver mening for nogen. 🙂

Men Dronning af Blod var sjov at skrive, synes jeg. Det er skægt at finde en historisk person og give vedkommende liv igen. Tænk sig at jeg totusind år efter kan levendegøre hende på den måde. Det ER da fantastisk.

Redigeringen var dog noget af en nyser. Som sagt er virkeligheden ikke bygget på diverse belejlige spændingskurver, så at få alle mine historiske udgydelser til at passe med udgivelsesværdig bog, var noget der krævede blod, sved og tårer. Sikke mange højt elskede passager, jeg måtte slette.

Det kan jeg nu godt forstå – nu – set i bakspejlet, men nøj, hvor gør det ondt, mens det står på.