Fyens Stiftstidende – 25. oktober 2007 – Af Birte Gam-Jensen

Hovedpersonen i romanen med den forvirrende titel (hvad er en dronning af blod?), Arsinoe, er efter sigende tip-tip-oldemor til Kleopatra, så det er måske er det derfra, samme arvede sin politiske snedighed. Arsinoe er dronning og mor til tre prinser, og dermed en strategisk brik i spillet om Alexander den Stores efterladte landevindinger.

Hun er gift med kongen af Thrakien, hvis søn hun elsker. Arsinoe er omgivet af magtbegærlige mennesker, og at bevare livet er en del af det daglige skakspil, et spil, hvor der jævnligt smutter et par bønder og sommetider en konge.

Sproget er på sine steder tilstræbt anderledes, men det virker alligevel for nutidigt til den pågældende periode, ligesom metaforen “en sæk lopper” kun dårligt kan erstattes med “en sæk fisk”. Desuden studser man over hovedpersonens trang til selvstændighed, der ville være en rødstrømpe værdig i 1960, men måske ikke helt så velplaceret hos en 2300 år gammel dame.

Bortset fra scenariet, er der på ingen måde tale om en nyskabelse, og der er en ikke ualmindelig blanding af romantik, vold og sex, uden at nogen af delene belastes med overflødige detaljer. Det er en underholdende historie, men trods rødder i historisk sandhed kandiderer den ikke til en plads blandt de historiske romaner.

Til gengæld er de mandlige hovedpersoner så interessante, at hvis Anika Eibe fortsætter, som hun er begyndt, vil hun nok snart stå fadder til det enogtyvende århundredes svar på “Borte med Blæsten”s Rhett Butler.

Lektørudtalelse – Af Beth Høst

Bogen henvender sig til de, der læser den store og underholdende historiske roman, den hvor der er lagt farver på med den brede pensel.

Beskrivelse: Forfatteren kender vi på bibliotekerne fra “Atalanta – i gudindens skygge”, 2006, en underholdningsroman for store børn og inspireret af den græske mytologi. Derudover har hun leveret bidrag til 2 antologier med moderne kunsteventyr for børn.

Nu har Eibe skiftet børnene ud med en måske lidt ældre målgruppe og skrevet en historie fra ca. 300 f.kr. med Arsinoe, en kongedatter fra Alexandria i hovedrollen. Hun giftes som 16 årig bort til kongen af Thrakien, forelsker sig prompte i hans ældste søn, og her starter en meget farverig og dramatisk historie.

Arsinoe kommer ud for mange voldsomme tildragelser, både i paladsernes udvalg af morderiske intriger til de utallige krige omkring Det Ægæiske Hav og andre mere subtile magtspil i gemakkerne.

Historien om Arsinoe er ubetinget spændende, omgivelserne desværre mest på skitseplanet, der er kulørt action i rigelige mængder, og det fanger læseren, men det er ofte detaljerne, der kan gøre en god historisk roman til noget specielt.

Sammenligning: Det er de læsere, der har læst Jacq og McCullough, vores egen Helleberg, og måske serien om Dane-slægten, der vil have fornøjelse af denne roman.

Samlet konklusion: Der er en stor læsergruppe på bibliotekerne til historiske romaner, og dette nyeste skud på stammen kan sagtens stå distancen.

 

Berlingske Tidende – 24. november 2007 – Mette Strømfeldt

Fortælling med blodmangel. 3 ud af 6 stjerner.

Blodprocenten er ikke i top de første mange sider af “Dronning af blod”. Anika Eibe japper sig gennem stamtræer for Alexander den Stores generaler og arvtagere for at vise, hvordan landet ligger for en kongedatter som Arsinoe. Som andre ædle kvinder, er hun blot en brik i det politiske spil om riget, Alexander efterlod sig.

Vi møder hende på tærsklen til giftermål med kongen af Thrakien, som hendes far, kongen af Ægypten, finder strategisk belejligt. Så er det bare ærgerligt, at manden er en farlig, gammel nar. Som Kleopatras tip-tip-oldemor ser Arsinoe vildt godt ud, er klog og har elskere, der dog har det med at blive dræbt.

Men til sidst i bogen flasker det sig faktisk helt fornuftigt for Arsinoe. På det tidspunkt er hun også kommet tilbage til Alexandria, hvor både hun og Eibe føler sig hjemme. Pludselig indfinder der sig en stoflighed og omsorg for detaljen, som var fraværende, mens romanen foregik i Thrakien. Bogen begynder pludselig at ligne den historiske roman, den gerne vil være.

Så hvis Eibes kvindefigurer også får flere nuancer, skal vi nok sluge fortsættelser råt.

 

Jyllandsposten – 9. januar 2008 – Annelise Vestergaard

Anika Eibe forstår ikke at give sin romans historiske personer ægte liv. – 2 stjerner ud af 6.

Mere kulørt og mere kedsommeligt kan det næsten ikke blive. Det kulørte er forholdsvis rødt – rødt som blod, for der myrdes og dræbes i et væk. I de royale gemakker i de østlige Middelhavslande i årene omkring 300 f.kr. blev folk slået ihjel, som vi andre vifter fluer væk. Det kan måske umiddelbart forekomme spændende, men det er det ikke i denne bog. Det er bare trivielt.

Anika Eibe har bedre tag på at skrive om guder og gudinder (romanen Atalanta) end om historiske personer. Måske har hun ikke følt samme frihed over for disse historiske personer som overfor gudeverdenens skikkelser. Hun har i hvert fald ikke formået at give hverken hoved- eller bipersoner ægte liv. De er papfigurer i hvide paladser med søjler og springvand.

Handlingen der strækker sig over et lille halvt århundrede, begynder på den tid da Alexander den Store netop er død. Hans generaler strides om magten i det store rige, og der indgås næsten febrilsk alliancer og giftermål til alle sider. Et af ofrene – må man næsten sige – er den 16-årige kongedatter fra Ægypten, som sendes til Thrakien (i dag lig med dele af Grækenland og Tyrkiet) for at blive gift med den gamle tyranniske konge dér.

Arsinoe forelsker sig hurtigt i kongens søn af første ægteskab. Det går naturligvis ikke upåagtet hen, og Arsinoe skal igennem mange trængsler på grund af denne og andre forelskelser. Hun oplever store tab – af sønner og mænd – men når vi ikke for alvor føler med hende, skyldes det netop, at hun aldrig bliver rigtig levende for os. Eibe kan fortælle om hendes pragtfulde hår og smukke krop, men evner ikke at give hende indre liv.

Denne Arsinoe er ellers på alle måder godt stof med det omskiftelige liv, der bliver hendes, og det er hende da vel undt, at hun til sidst gennem en form for fup-ægteskab med sin egen broder, bliver dronning af Ægypten.

Det fremgår ikke af selve bogen, men forlaget står stærkt på at Arsinoe er tip-tip-tip-oldemor til Kleopatra. Det er derfor nærliggende at minde om Maria Hellebergs bog “Cæsar og Kleopatra”. Her er personerne af kød og blod, sjæl og sind.

 

Bogrummet – 28. februar 2008 – Marie Mærsk

5 ud af 6 stjerner.

I oldtiden var en kvinde ikke bare en kvinde, men også en eftertragtet handelsvare, der kunne bruges som alliance-skaber og sejrstrofæ. Dette var virkeligheden for den ægyptiske kongedatter Arsinoe, der som 16-årig bliver gift med den midaldrende konge af Thrakien, for at skabe en alliance i en tid præget af mange krige.

Hun forelsker sig dog i sin mands søn af første ægteskab, og dette får katastrofale følger for den unge kvinde og hendes omgivelser. Men Arsinoe er en klog kvinde, der formår at skabe gunstige forhold for sig selv, til trods for de mange personlige tragedier.

Med “Dronning af Blod” har Anika Eibe skabt en skøn roman, der foregik i oldtidens Ægypten og Grækenland. Det var en tid præget af store stridigheder, og mangt et land skiftede konge fra det ene øjeblik til det næste. Igennem Arsinoes øjne ser vi, hvor hurtigt sejr kan vende sig til nederlag i en tid, hvor det ikke hører til sjældenhederne, at sønner dræber fædre, brødre dræber brødre, og alle kan blive ramt af intriger.

Romanen summer af liv og fantastiske beskrivelser af hverdagen i et kongepalads. Den er meget velskrevet, og man er godt underholdt fra start til slut, både rent historisk samt menneskeligt for at høre Arsinoes skæbne til ende.

Fyldepennen – 3. marts 2008 – Lars Find-Andersen

Bogen beskriver perioden omkring 300 år før vor tidsregning, hvor Alexander den Stores rige er blevet overtaget af hans generaler, der kæmper for at sikre sig de største og bedste områder. Vores hovedperson er dronning Arsinoe, der som 16-årig bliver tvangsgift med den 60 årige kong Lysimakos fra Thrakien.

Det skete som led i en strategi, som hendes far, Kong Ptolemaios Soter af Ægypten, havde udtænkt. På denne måde skabtes en alliance mellem Thrakien og Ægypten, så man i stedet kunne koncentrere sig om krigene mod kongerne i de nærliggende landområder.

 

Vi dumper ind i historien, hvor Arsinoe er sammen med sin elsker Agatokles, som er Lysimakos søn af et tidligere ægteskab. På denne måde skaber Anika Eibe lige fra starten en spændingsbølge, som fastholder læseren hele vejen. Arsinoes liv er og bliver hendes 3 børn. Hendes tanker og handlinger skal i stor udstrækning ses i relation til børnene.

 

Mens Romerriget lå og ventede på at blive stort, spandt Arsinoe sine egne intriger for at overleve på bedste måde. Hendes liv blev en rejse mellem flere blodsbeslægtede ægteskaber, som det var normalt på den tid, hvor selv halvsøskende kunne være ægtefæller.

 

Arsinoe var en kompetent og stærk personlighed, og det er besnærende at følge hendes liv, sådan som forfatteren har valgt at beskrive det, nemlig primært gennem hendes samtaler med diverse familiemedlemmer af den kongelige familie, men også via hendes tanker og handlinger.

 

Slagmarken i denne roman er ofte henlagt til storsale eller tilsvarende steder, hvor måltiderne serveres, mens den herskende konge bekendtgør sine seneste ideer og tilhørende taktiske manøvrer. Det er således også i dette forum Arsinoe lufter sine tanker eller henter ideer til sine planer. Det skal man måske lige vænne sig til i stedet for at bruge energien på at vurdere udfaldet af de mange lokale krige, som romanen også beskæftiger sig med.

Jeg har valgt at læse denne flotte dokumentariske historiefortælling med mine nutidige øjne. At jeg læser om en stor personlighed, af hunkøn, får mig ikke til at drage sammenligninger til nutidens kvinder.

 

Vi ved ret beset ikke om datidens kvinder agerede som beskrevet, men at en anmelder kan se rødstrømpe tendenser i bogen, er mere et udtryk for at den pågældende ikke har formået at opsuge den kompakte personlighed Arsinoe rummer. Rødstrømpe eller ej, det er revnende ligegyldigt for historien.

Men det er selvfølgelig enhver frit for at læse på den måde man vil. Historien virker realistisk og kaster et flot genskær af en svunden tid fra sig. Det er en bog som alle, der interesserer sig for datidens historie, bør læse.

Sproget er flot og fortællende, uden på noget tidspunkt at blive påtaget. Eneste gentagelse jeg stødte på var en iling langs rygraden. Men det er til at overleve.

 

Der er utrolig mange navne i starten af teksten, så man står sig ved at benytte den indsatte slægtstavle hyppigt og grundigt, for at holde sig informeret.

 

Forfatteren prøver selv at hjælpe til ved at hæfte andre identiteter på personer med samme navn. Arsinoe har en steddatter der også hedder Arsinoe, men som heldigvis bliver omtalt som Nikaia. Så det kan anbefales at lægge godt mærke til disse små vink.

Camilla – 29. oktober 2007

Arsinoe lever i den kaotiske tid efter Alexander den Stores fald. “Dronning af blod” er historien om hende som prinsesse, dronning, moder og kvinde. En bemærkelsesværdig stærk kvinde – som de færreste har hørt om i vor tid. Og hvilken skam.

Som sekstenårig bliver hun gift væk som led i en alliance. Hendes ægtemand er 60 år gammel – og hun indleder hurtigt et stormende kærlighedsforhold til hans søn.

Det er en murstensroman, og Arsinoes liv ændrer sig gang på gang, hun falder og rejser sig igen, hun oplever kærlighed og lidenskab – og forræderi og sorg og hele romanen ender, så man næsten spørger sig selv, hvordan det kan have fundet sted i virkelighedens Ægypten.

Romanen rummer hele følelsesregisteret, som læser føler man med Arsinoe og hendes handlinger er altid velbegrundede.

Du skal læse “Dronning af blod” hvis du er til historiske romaner om stærke kvinder, kongeriger der falder og rejser sig igen, intriger og kærlighed. Og så har romanen en af de flotteste forsider jeg har set længe.

Lad os håbe, der kommer en fortsættelse.