Før Nynazisten havde jeg kun skrevet 1-2 romaner, som dog (bestemt) ikke var udgivelsesværdige.

Så skete der det her på Langeland, at en nynazistisk afdeling ved navn Blood & Honour bosatte sig, hvilket skabte meget uro i lokalbefolkningen. Alene deres blotte tilstedeværelse fik bølgerne til at gå højt, og der forskellige hændelser af mere eller mindre alvorlig grad.

Blandt andet var der for eksempel en lokal mand – rygtet vil vide at “der var noget der puslede hos ham” – der ved højlys dag besøgte nynazisternes “højborg”, hvor de havde opstillet et meget lidt klædeligt plankehegn ud mod vejen. Den omtalte mand gik glad og fro i gang med en motorsav og skar meget af deres plankeværk ned. Hvilket jo gav anledning til en masse munterhed lige indtil (igen iflg. rygterne) omtalte mand blev forsøgt kørt ihjel ved en lokal bager. Så vidt vides blev en af nynazisterne også dømt for den forseelse efterfølgende.

Men det der satte inspirationen i gang hos mig, var faktisk at se hvordan almindelige unge mennesker (mænd) lige pludselig begyndte at være sammen med nynazisterne. Jeg tænkte meget over hvorvidt disse unge mænd egentlig var klar over hvad nynazismen stod for. Og hvad nazismen havde indebåret for millioner af mennesker under Anden Verdenskrig.

Eller om de blot søgte selskabet og sammenhørigheden med en gruppe, hvilket jeg personligt er tilbøjelig til at tro.

Nu har jeg altid selv været meget interesseret i nazismen i og med at jeg har en bedstefar, der var bosiddende i Berlin under Anden Verdenskrig. På egen krop har han mærket den nazistiske manipulation og de rædsler det har indebåret. Ikke blot med nazisternes indgriben i deres daglige liv da et familiemedlem kom i arbejdslejr for sin kommunistiske overbevisning, men hele nazismens indoktrinering af skolebørns opfattelse af sandheden. Ligeledes var der et andet familiemedlem, der forsvandt efter russernes indtog i Berlin. Desværre er det aldrig blevet opklaret hvad der egentlig skete med den stakkels mand.

Nogenlunde samtidig med Blood & Honours indtog på Langeland, fik øen sit eget asylcenter, hvortil mange af krigsflygtningene fra borgerkrigen i Jugoslavien kom. Og det slog mig, at den “lille racisme” fra de “normale” mennesker måske ikke var så langt fra nynazisternes holdninger. Jeg kunne/kan egentlig godt forstå de unge mænds forvirring.

Hvad er forskellen mellem mor og far, der sidder ved aftensbordet og bliver enige om at “de jugoslaver stjæler med arme og ben” og at de bare skal hjem, og nynazisten, der måske ytrer det samme, hvis han forstår at belægge sine ord moderat? Hvordan skal det unge menneske, der måske ikke har nogen videre kendskab til Anden Verdenskrigs rædsler, kende forskel?

Jeg var så heldig at Branner & Korch valgte at udgive min ungdomsroman, og den klarede sig – med tanke på at det var en roman af en debutant OG en ungdomsroman – ganske godt. Den solgte især godt på skolebiblioteker rundt omkring i landet, hvilket jeg er utrolig stolt af. I det hele taget er mit håb, at den kan komme ud til skolebørn, så den kan blive diskuteret og tænkt over. Hvis jeg bare har fået én skoleelev til at tage et standpunkt, er jeg nærmest lykkelig. 🙂

Sådan en bog har dog desværre ikke ret lang levetid hos de travle forlag, så efter nogle år fik jeg besked om at den skulle destrueres. DESTRUERES? Bøger? Det kan man da ikke! var min første tanke, og da slet ikke bøger om nynazisme. Det henleder tankerne på de bogafbrændinger som Hitler stod for i sin tid.

Så jeg tog hele restoplaget hjem og har det nu stående i mit pulterkammer. Efterfølgende har jeg solgt nogle af dem som klassesæt til skolerne for en symbolsk pris, og håber at jeg kan komme af med restoplaget på samme måde. Så kender I en skole, der mangler et godt emne at tage fat i, så skriv endelig til mig!