Anmeldelser Atalanta

Louise’s Home Library – 25. september 2012

Knap 500 sider med en gendigtning af græske sagnhistorier, men siderne gled hurtigt forbi mit læsefelt, som historien om Atalanta udfoldede sig med den største selvfølgelighed og læsevenlighed.

En spæd Atalanta efterlades af sin far i en skov for at dø, men gudinde Artemis griber ind og sammen med mange af de andre gudinder begaver hun Atalanta med både styrke, skønhed og indsigt. Atalantas skæbne er i Artemis’ hænder og hun hvirvles ud på en rejse, hvor hovedtemaet er hendes færd som eneste kvindelige argonaut med Jason i hans søgen efter det gyldne skind.

Gendigtninger er svære. Forfatteren skal holde sig til det materiale, der allerede foreligger og samtidig fremføre det på en ny og spændende måde. Anika Eibe kommer flot rundt om den actionprægede historie tilsat en rundhåndet dosis romantik.

Atalanta er, som jeg formoder oldtidens grækere var, hele tiden i klemme mellem hendes egen vilje og gudernes indgriben, og det var den facet af historien, som mest betog mig. Anika Eibe viser på fremragende vis, hvordan guderne sidder på Olympen og har deres egne dagsordener, alt imens de følger med i menneskernes livsforløb.

Samtidigt uddyber Anika Eibe de kendte figurer fra de græske sagn, som jeg næsten kunne høre Herkules’ brovtende manérer og mærke bølgerne falde ind over Argo i stormvejr.

Jeg vil anbefale “Atalanta – i gudindens skygge” til læsere, der gerne vil have en underholdende historie og til de, der godt kan lide de græske sagn. “Atalanta – i gudindens skygge” river læseren med i handlingen og er derfor hurtigt læst.

Xanadues Imagination – 29. august 2012 – Lene Larsen

Jeg læste Atalanta med stor iver, faktisk så stor, at jeg fandt mig selv i at tage bogen med ud på toilettet, blot for at læse videre! Det siger noget om denne bogs tiltrækningskraft. Jeg har rejst i mange fantasi-riger, men nu kan jeg også sige, at jeg har været ombord på Argo, og det var spændende!

Jeg er vild med den måde, som forfatteren bruger de olympiske guder og de græske myter. Deres indblanding i menneskers liv, de straffe og den tvang, som de bruger til at herske over deres skæbne. Artemis tager et spædbarn og alle olympens kvinder velsigner babyen Atalanta. Artemis redder Atalanta, men bruger hende som et våben og en hån overfor deres mænd og disse sønnestolthed. Ydermere afkræver Artemis et kyskhedsløfte af Atalanta.

Alle, som har haft ”oldævl” eller blot har den mindste interesse i græsk mytologi, vil vide, at netop sådan er guderne og gudinderne. De bruger menneskene i deres egne intriger og spil mod hinanden.

Jeg lånte denne bog på biblioteket, men næste gang jeg bestiller en bogpakke, så bestiller jeg også min egen udgave af Atalanta. Det er en historie, som jeg helt sikkert vil læse igen. Jeg kan varmt anbefale denne bog, og den får bestemt en plads i mit voksende bibliotek.

Politiken – 24. juni 2006 – Steffen Larsen

Når guderne leger

Den nat, kong Schoenus lister af sted med sit nyfødte pigebarn, strejfer Artemis rundt i skovene. Hun ser ham lægge barnet til ulvene, og hun harmes. Sammen med veninderne Hera, Athene og Aphrodite lægges en plan, som skal dunke mændene oven i deres selvfølelse. Atalanta får alle gaver og alle talenter. Men ak!

Anika Eibe har tidligere skrevet et par bøger for unge. Nu debuterer hun for det samlede publikum med en mægtig mytologisk fortælling.”Atalanta” er for alle, der kan lide en god historie.Handlingen flyder af sted som sød honning i sit oldgræske interiør. Det er en verden, hvor guderne leger med, hvor skæbnen er ubarmhjertig, hvor livet er til låns – og kvinder er noget man tager. Øvelsen består i at se, om en superwoman kan ændre tingenes tilstand.

Efter sin redning tilbringer Atalanta barndommen i bjergene hos venlige plejeforældre. Takket være sine færdigheder kommer hun med på det gode skib Argos på turen til Kolchis efter et skind, der skulle være gyldent. Det er en vældig tur, som viser frem mod Troja-krigen og togtet mod Theben. Atalanta fører sig frem og vinder mændenes respekt. Senere også kærlighed. Så første fejltrin sker, da pigen bryder sit kyskhedsløfte. Resultatet bliver en søn, som hun aldrig senere ser. Jason hjemfører pigen Medea. Det skulle han aldrig have gjort. Så Atalantas næste fejltrin består i at tro, at den gode stemning fra de glade Jason-dage kan overføres til nedgroede, græske småstater.

Atalanta må gå så grueligt meget igennem, men hun genfinder dog til sidst sin sønderknuste far, der er konge i eget hus og mand nok til at få hende gift (efter noget besvær). Guderne griber ind – og det er måske derfor deres fejltrin – under det afsluttende væddeløb mod en bejler. Vinderen dør eller bliver gift! Det er Aphrodite, der blander sig. Hun tror, at kærlighed er større end Zeus. Men ak!

Her er en bog fuld af eventyr og glimt i øjet, høj hellask himmel og et sprog der spadserer kækt af sted uden at tabe tråden. Især har Anika Eibe sans for mænd i krig og kærlighed. Den lille nedladende bemærkning. Opblæstheden. Dumheden. Og dertil Atalantas besvær med ikke at lade sig smitte deraf. Man er kort og godt underholdt fra start til slut i denne elegante og letflydende variation over kendt mytologisk stof. Skæbnen er for det meste grum, når guderne leger.

Lektørudtalelse – juni 2006

Eibe har skrevet en stor og kulørt roman inspireret af den græske mytologi.

[…] Persongalleriet er stort […] med hele og halve guder, dødelige helte, forrædere, intrigante og beregnende kvinder med Atalanta som den ægte heltinde med både styrke og kvindelige følelser. Sproget følger trop med malende beskrivelser.

[…] følt sig godt og farverigt underholdt.

Fyns Amts Avis – 16. juni 2006 – Iben Friis Jensen

Kvindehelt med hår på brystet.

[…] vi hører sideløbende om palaveren på Olympen, da Artemis beslutter sig for at spille de mandlige guder et puds for at vise, at kvinder også kan være med, hvor det sker.

[…] bogen er der mange kampe. Både mellem ligemænd, men også mod trolddom og overnaturlige væsner.

[…] positive kvinde-lyn-portrætter.

Albertslund Lokalradio – 16. juni 2006

[…] Handlingen bevæger sig nemlig i to spor. Hos guderne på Olympen … og det er faktisk ret fascinerende.

[…] Anika Eibes Atalanta er forud for sin tid. Hun kæmper for ligeberettigelse, vil bevise at hun kan klare sig i et mandsdomineret samfund, skal bevise at hun kan hamle op med mændene.

[…] Anika Eibes voksen debutroman “Atalanta” er farverig, underholdende, og det er myten om Jason og det gyldne skind, tilsat en anden af mytologiens personer, jægerkvinden Atalanta. Og hun er et spændende bekendtskab, så tag bare de 510 sider med på ferie.

Jyllandsposten – 8. juli 2006 – Annelise Vestergaard

De urgamle grækeres afslappede forhold til deres guder kunne vi godt bruge lidt af i dag. Til gengæld var der utvivlsomt meget andet af det, der skete på de tider, da Odysseus var en lille dreng, vi nødigt ville have lagt krop og sjæl til. Men nu da vi er i behørig afstand fra det hele i både tid og rum, kan vi trygt åbne vores sind for endnu en historie om historierne, myterne og legenderne fra det gamle Hellas.

… Den egentlige historie er, at også før vor tidregning skulle kvinderne være dygtigere end mænd for at komme frem, og kom de frem, skulle de kanøfles. Og de skulle i hvert fald, hvor hurtigt de end løb, hvor stærke og dygtige de end var, tage sig af det, der blev betragtet som kvindelige sysler (akkurat som senere tids kvinder lavede te til revolutionen).

[…] drama på drama.

[…] langt, broget eventyr med guder og mennesker i evig kamp mod hinanden og sig selv.

[…] slipper […] godt fra skildringen af den lette blanding som hun (Anika Eibe) rører sammen af guder og mennesker.

Fyldepennen – 16. juli 2006 – Kåemer Asmussen

Det er en rigtig drengebog!- Nej, hvad siger jeg? – Men noget er der nu om det. Jeg læste mange drengebøger i min drengetid, og det der kendetegnede dem var en dramatisk handling og en enkel persontegning, så det stemmer meget godt. Pigebøger var mere blide og romantiske. Okay, der er også megen romantik i bogen, betydeligt mere end der ville være i en drengebog, og mere kødelig end der ville være i en pigebog. – Det er en drengebog med en stærk feministisk tendens.

Til grund for romanen ligger de græske myter om argonauternes togt og andre sagn er flettet ind i handlingen. Jason er søn af kong Aison, som er blevet afsat af sin halvbror Pelias, som nu er konge over Jolkos i det centrale Grækenland. Jason drager af sted til Kolchis, som ligger “ved verdens ende” på den anden side af Sortehavet, for at erobre og hente det gyldne skind, skindet af en gylden vædder, som er symbol på velstand og herskermagt. Med sig på togtet har han omkring 50 mænd og én kvinde, Atalanta, helte som senere kommer til at leve i de græske myter. Det er en farefuld færd og de kommer ud for mange eventyr, kampe mod guder, mennesker og naturkræfter, mod kæmper, vilde kvinder, harpyier, som er en slags kvindelige rovfugle, mod dyr i kæmpestørrelse, mod kentaurer.

Atalanta er bogens hovedperson, det er hende vi følger, også da hun skiller sig ud fra de øvrige argonauter, og vi følger hende i hendes videre liv år frem. Hendes personlige historie er, at hun som nyfødt bliver sat ud i skoven for at dø af sin far, kong Scoeneus af Arkadien – der er mange konger og dronninger, kongesønner og -døtre i græsk mytologi – men hun bliver fundet af gudinden Artemis, som sørger for at hun bliver opfostret i en jægerstamme i bjergene, og da pigen er ved at blive voksen dukker gudinden op igen og afkræver hende et kyskhedsløfte. Dette løfte bliver skæbnesvangert både når det bliver overholdt og når det bliver brudt.

I det hele taget spiller guderne, og i særdeleshed gudinderne, en stor rolle i bogen. Fra deres bolig på Olympen iagttager de menneskenes færden og griber på ondt og godt ind, når det passer dem. Belønner og beskytter, når de finder det nødvendigt, og straffer hårdt, hvis de ikke får ofre nok, eller hvis menneskene ikke holder afgivne løfter.

Sådan som Atalanta er beskrevet, er hun faktisk en nutidskvinde, der tilbage i det gamle Grækenland, og det tilsvarende gælder de øvrige personer. Det gør selvfølgelig, at det er let at identificere sig med dem, men det skaber ofte nogle mærkelige konflikter mellem de moderne mennesker som de faktisk er, og de myter som er romanens grundlag.

Et eksempel, som har at gøre med bogens feministiske tendens: Det er en samtale mellem Atalanta og den unge seer Amphiarus:

“Atalanta rystede irritabelt på hovedet. Hun var efterhånden ret træt af, at høre om den skrøbelige fred. Kunne mænd da aldrig enes om noget som helst uden at skulle slå hinanden ihjel?

Amphiarus overraskede hende ved at ryste på hovedet og svare:

“Nej, det ligger så dybt forankret i mænds natur, så sådan vil det gå i tusindvis af år fremover.”

“Amphiarus! Du læste mine tanker.”

Men Atalanta har selv lige forinden dræbt to mænd, ganske vist i høj grad i selvforsvar. De forsøgte at voldtage hende. Men man synes jo, at hun så måtte indse, at visse konflikter kun kunne løses med vold. Og det togt hun har givet sig ud på ganske frivilligt er jo ikke netop fredsommeligt. For slet ikke at tale om, hvad hun senere kommer ud for, men det skal jeg ikke røbe.

Jeg ser Anika Eibes bog som et skridt på vej til noget andet og mere – man vil nærmest kalde den fantasy i modsætning til hendes tidligere som var mere socialrealistiske. Dette er enambitiøs bog, men den er ikke vellykket, efter min mening, fordi det ikke er lykkes at få de græske myter til at udtrykke en moderne virkelighed, og det får ikke en moderne virkelighedsopfattelse til at leve et naturligt liv i det antikke Grækenlands mytologiske fortællinger.

Menneskene er de samme til alle tider – siger man. Ja, det er jo et spørgsmål, når samfundsforhold og virkelighedsopfattelse er så meget anderledes. Nok siger vi, at vores kultur har sine rødder i det gamle Grækenland, men på dens to-tretusindårs vej fra dengang til vor tid er der sket en langsom metamorfose, så nutidsmennesker nok kan genkende noget hos de gamle gude- og helteskikkelser, og vi kan hente psykologiske billeder derfra, men disse gamle skikkelser kan ikke være vore fortrolige, og vi kunne ikke leve blandt dem.

Jeg synes Anika Eibe skal se denne bog som et eksperiment, og så gå videre til den næste, for der kan jo ikke herske tvivl om hendes fortælleglæde.

Og til læseren: Det er megen god og spændende underholdning i bogen, og man får en del at vide om de gamle græske myter, og måske får man også her og der nogle glimt af genkendelse, noget der kan bruges i ens eget daglige liv.

Der ligger megen visdom gemt i de gamle myter, og det er al ære værd at forsøge at formidle dem til nutiden.

Bookworm – Oktober 2006 – Jytte Jersild Hansen

5 bogorme ud af 6

Igennem årene har rigtig mange haft glæde af at læse om den græske mytologi. I “Atalanta – i gudindens skygge” af Anika Eibe følger man jægerkvinden Atalantas eventyrlige liv. Hendes største rejse finder sted, da hun tager med Jason ud efter “Det Gyldne Skind”.

Anika Eibe er født i 1973 i Odense, men voksede op i den tysktalende del af Schweiz. Hun bor nu på Langeland og arbejder som bogholder, samtidig med at hun skriver romaner. Anika Eibe har tidligere fået udgivet ungdomsromaner, men Atalanta er hendes første voksenroman. Anika Eibe har skrevet historier lige så længe, hun kan huske og hendes foretrukne genrer er socialrealisme, fantasy og historie.

Som spæd bliver Atalanta lagt ud i den fri natur af sin far, der ønsker, at hun skal blive ædt af vilde dyr. Faderen er skuffet over, at han har fået endnu et pigebarn. Han er konge og behøver en søn til at føre sin gerning videre. Gudinden Artemis opdager det lille barn og beslutter sig for at tage sig af det. Først er Atalanta en tid i gudernes palads i Olympen. Der sørger Hera, Athene og Artemis for, at Atalanta får både skønhed og kræfter.

Gudinderne sørger dernæst for, at Atalanta kommer til at bo hos nogle virkelig gode forældre i en fattig jægerstamme. Hos jægerstammen lærer Atalanta meget om ret og uret og om hvordan hun skal klare sig i naturen.

Da Jason beslutter sig for at tage ud og finde “Det Gyldne Skind”, er Atalanta blevet så gammel, at hun bestemmer sig for at tage med på togtet. På grund af sine evner, bliver hun udtaget til rejsen, skønt hun er kvinde.

Atalanta har til gudinderne afgivet et kyskhedsløfte, men det kommer til at volde hende usigelige kvaler at leve op til overholdelsen af dette løfte. Der forekommer mange spændende, uhyggelige og rørende begivenheder undervejs på rejsen, men på et tidspunkt forlader Atalanta Jason og alle hans mænd. De finder dog senere sammen igen, men først efter at Atalanta har gennemgået en lang og begivenhedsrig udviklingsrejse alene.

Guderne har sørget for, at Atalantas far lider af samvittighedsnag over, at han satte hende ud som spæd, og på et tidspunkt mødes far og datter. Mødet er levende beskrevet og læseren får mulighed for at sætte sig ind i både Atalantas og faderens følelser ved mødet. Der er store spændinger i familien, da faderen har fået en ny hustru og har en næsten voksen søn, som er klar til at blive konge efter sin far.

Igennem tiden er der udkommet et stort antal romaner, hvor de græske sagn behandles på forskellig vis. Jeg blev meget betaget afAtalanta – i gudindens skygge, fordi hele historien er fortalt med Atalanta som hovedperson. Selvfølgelig nævnes alle de kendte navne, men folkene bag præsenteres, som Atalanta ser dem og det er ikke Jason, der er hovedpersonen. Romanen var svær at lægge fra sig. Handlingen er kendt og dog alligevel ikke. Anika Eibe skriver, at hvis der er historiske fejl i romanen, er det udelukkende hendes fejl. Jeg læste bogen som en spændingsroman og hvis der var noget historisk ukorrekt, opdagede jeg det ikke, fordi handlingen er så spændende.

5 ud af 6 bogorme. Jeg synes romanen Atalanta – i gudindens skygge er en dejlig roman. Sproget er godt, undtagen de få steder hvor korrekturlæsningen ikke har fanget de små fejl. Romanen fænger, den er spændende og vældig godt bygget op. Jeg blev så grebet, at jeg var nødt til igen at læse den oprindelige historie om Jason. Anika Eibes måde at gribe historien an på er rigtig fin og meget interessant. Jeg kan ikke give den sidste bogorm, men det er tæt på.

Bogrummet.dk – December 2006 – Nann

Fortællingen udspiller sig i det mandsdominerede gamle Grækenland, hvor et spædbarn bliver sat ud for at dø.

Jagt- og jomfrugudinden Artemis får ondt af den lille pige og lægger i fællesskab med Olympens øvrige gudinder en plan for at give guderne en velfortjent lærestreg. Det er nemlig ikke kun i menneskenes verden kvinder bliver set ned på. Gudinderne giver barnet navnet Atalanta og giver hende det smukkeste udseende, en kvindes klogskab, vindens hurtighed og en mands overlegne fysiske styrke. Betalingen for disse gaver er at Atalanta skal afgive et kyskhedsløfte og ære Artemis.

Med gudindernes hjælp bliver Atalanta en Jasons argonauter og drager med på et eventyr for at erobre Det Gyldne Skind ved verdens ende. Færden er fyldt med eventyr og guder og gudinders indblanden.

Undervejs skal Atalanta ikke kun bekæmpe diverse skabninger og mennesker, men også mænds fordomme overfor kvinder og hun må gang på gang bevise sit værd. Men den største udfordring møder Atalanta i kærligheden og det går for alvor op for hende hvilke konsekvenser hendes løfte til Artemis får og Artemis har ikke let ved at tilgive.

En gribende roman der fanger fra første side. Utrolig velskrevet og med udgangspunkt i de gamle græske myter. Slutningen virker lidt tam i forhold til den spænding der ellers får en til at sidde på kanten af stolen, men er alligevel helt klart værd at læse.

 

Man kæmper med Atalanta når hun kæmper, lider med hende, harmes over mændenes forkvaklede opfattelse af kvindekønnet og hepper på hende når hun vinder over mændene.

Og man fornemmer guderne og gudindernes spil med de dødelige med utrolig tydelighed.

Saxo.dk – August 2006 – Kjeldberg

Tjuhej, hvor det går i Anika Eibes historisk-mytologiske roman “Atalanta – i gudindens skygge”. Forfatteren som før har skrevet ungdomsromaner, har nu skrevet en voksenroman, hvori hun har forsøgt sig med den ædle gendigtning af et stykke (eller en sammenvævning af flere stykker) af den græske mytologi – og forsøget er faldet vellykket ud. Eibe er gået til sagen med nysgerrige og ufortrødne nutidsøjne, og det er der kommet en underholdende og spændende – og for den nutidige læser aldeles spiselig – roman ud af. Sproget er stort set upåfaldende nutidigt, dog med en charmerende tidløshedgrænsende til det let – men meget læselige og særdeles tiltalende – arkaiserede her og der (som når hovedpersonen Atalanta beskrives som værende blevet indviet i de kvindelige mysterier, da hun som vi så poesiforladt ville sige, har fået sin første menstruation).

Vi følger kongedatteren Atalanta, der som nyfødt lægges ud til de vilde dyr af sin far, som er forbitret over at have fået endnu en datter og ingen søn. Gudinden Artemis opdager udåden og skærmer spædbarnet, som bringes i sikkerhed hos en fattig, men kærlig jægerfamilie, som opfostrer hende. Med sig har Artemis og en række andre gudinder fået helt uforlignelige evner udi løb, jagt og andre mandige dyder – suppleret op med både skønhed og intellekt. For Artemis’ redning må Atalanta betale med et kyskhedsløfte, som dog i første omgang af vores 18-20 årige heltinde opfattes som noget bagatelagtigt nemt at overholde. Og omkring aflæggelsen af dette løfte starter handlingen for alvor, da Atalanta straks efter finder frem til noget af gudernes mening med hende: Hun skal drage af sted med Jason og hans mænd for at hente det i mytologien så velkendte gyldne skind, så Jason kan få den kongemagt, som retteligt tilkom ham.

Atalanta er en gæv drengepige, modig og reel og helt uinteresseret i sin egen skønhed og kvindelige sfærer i øvrigt. Hun ønsker at begå sig ved hjælp af sine “maskuline” evner, og i Jasons mænd, argonauterne, finder hun god anerkendelse og opbakning til denne ambition. De øvrige omgivelser byder hende en del forundret modstand og mistro (for hvordan kan det gå til, at en kvinde kan løbe næsten så stærkt som Nordenvindens sønner og skyde bedre med bue og pil end nogen mand?) – og da kærligheden så oven i købet træder ind i hendes liv, giver det tunge forviklinger på grund af kyskhedsløftet til Artemis.

På sin vis er Atalanta en “Georg” fra barndommes De Fem-bøger, og man læser alt i alt bogen med samme store fornøjelse og spænding, som man i barndommens mest Enid Blyton-begejstrede fans læste De Fem. Målestoksforholdet er et andet: det litterære niveau er mange meter højere, og fjenderne er ikke skumle smuglere i Cornwall, heltene er ikke den bedre middelklasses kostskolebørn – vi er blandt grovkornede kentaurer og skrigende og rædselsvækkende harpyier på det godes side blandt store græske helte som Herakles, Kastor og Polydeukes; og tidsmæssigt hensætter Eibe os til engang i den klassiske oldtid, men glæden er den samme.

Eibe har simpelthen begået en voksenroman af Dan Brownske dimensioner; en underholdende pageturner. Gåden i Atalanta er ikke så konkret som i Browns romaner, i Atalanta handler det nemlig om at blive klar over, hvad gudernes planer med vores hovedperson er. Denne del er en af romanens største styrker, idet vi som læsere får indblik i gudernes samtaler og intriger på den luftige Olymp, og persontegningen i denne del af romanen er faktisk – lidt paradoksalt – romanens mest fængende menneskeskildring.

Historien er veltimet og glidende fortalt, og man tilgiver de sproglige og (til tider noget forvirrende) kommateringsmæssige lapsus, som dukker op enkelte steder (som sprogligt kan anføres, at der konsekvent tales om at der “er noget i gærde” (en gærdesmutte, måske?)), ligesom man af bare spænding sluger en lille forundring over, hvorvidt antikkens atleter virkelig ved visse lejligheder udøvede deres idræt iført kappe og anden beklædning.

Bortset fra det er sproget ofte mere udtryksfuldt en den omtalte Browns, og persontegningen – især som sagt hvad guderne angår! – mere levende end hans, selv om det litterært grænsesøgende eller psykologisk afgrundsdybt borende tydeligvis ikke er bogens ærinde.

Bogens mest dybtgående bud på den antikke folkesjæls egenart gives i skildringen af persongalleriets hengiven til gudernes vilje og tro på, at guderne har en plan med de hændelser, som et menneskeliv rummer. Indblikket heri forekommer troværdigt og til tider bevægende og kan mane til eftertanke, hvad angår religiøsitet og livsmening generelt – også i vores tid.

Romanen henfalder i sin største del kun lidt til nutidig kvindesag, trods emnets tilsyneladende oplagthed i relation til den “maskulint” stærke Atalanta, men i romanens sidste sider skildres Atalanta delvist som en lidt fortørnet rødstrømpe, som er lidt træt af at udføre kvindearbejde (som at pakke et jagtselskabs oppakning og stege jagtbyttet), på trods af at læseren i romanens løb kun har set hende udføre meget lidt af den art, mens hun derimod har jaget og udført alskens idræt på lige fod med mændene. Denne del kan virke en smule påklistret, og man kan grunde over, om ikke romanen kunne have været båret alene af spændingen ved sammen med Atalanta at udfinde gudernes hensigt med hendes liv. Heldigvis fylder denne kvindesaglige og lidt “villede” del kun lidt. Resten er sagn, som sagn skal være, inklusive fortællingen om vores heltindes store og kvalfulde kærlighed til den dejlige Meleagros.

Afslutningsvis vil denne anmelder blot håbe, at romanen snarligt bliver oversat til engelsk. Den har simpelthen potentiale til storfilmatisering. Peter Jackson, read Anika Eibe’s “Atalanta”! Please!

Aniston.dk – Juli 2006 – Camilla Wandahl

Atalanta – I gudindens skygge” af Anika Eibe er en mytisk-historisk roman om jægerkvinden Atalantas liv i et samfund, der er domineret af mænd og styret af guder og gudinder.

Som spæd bliver Atalanta lagt ud for at dø af sin far, som ikke ønskede endnu en pige. Gudinden Artemis redder Atalanta, der på denne måde bliver en del af gudernes og gudindernes olympiske kønskamp. Artemis, Athene og Hera giver Atalanta uovertrufne krigerevner, skønhed og kløgt, for hun skal bevise, at kvinder ikke er svage.

Den unge Atalanta aflægger som fjortenårig et kyskhedsløfte til Artemis mod at beholde de evner hun fik som spæd. Kyskhedsløftet kommer til at præge resten af Atalantas liv.

Atalanta drager med Jason på jagt efter Det Gyldne Skind, og det bliver en odyssé fuld af spænding, farer og forbudt kærlighed.

Det mytiske aspekt

“Atalanta – I Gudindens skygge” er bygget over myten om Atalanta, der er en af de få kvindelige helte i den græske mytologi. Romanens persongalleri er spækket med mytiske personligheder, lige fra guder og halvguder til Jason og Medea.

Det er tydeligt, at Anika Eibe har et stort kendskab til romanens mytologiske samtid, og hun administrerer sin viden strålende. Alle personer, steder og guder har en funktion i romanen; ingen virker påklistrede, som det ellers sommetider ses i historiske romaner.

Det er en personlig sag, om man bryder sig om historier, der er givet på forhånd, fordi de har et mytisk forbillede. Myten om Atalanta er så relativt ukendt, at det er de færreste, der kender den, men Jason og Medea, har de fleste hørt om.

At man kender mere til bipersonerne end dét forfatteren fortæller kan både være en styrke, fordi man ved, hvad der sker, når deres og Atalantas veje skilles, og en svaghed, fordi man ved for meget, på et for tidligt tidspunkt.

Romanen er opbygget sådan, at den også beskriver gudindernes og gudernes tanker og handlinger. Det vil sige, at “Atalanta” ikke er en roman om, at menneskerne dengang troede at guderne styrede deres liv, men om, at guderne virkelig styrede deres liv. Det er en interessant vinkel, og en parallelhistorie til den egentlig handling.

Et spørgsmål om kønsroller

“Atalanta” kan både læses som en underholdende næsten fantasy-agtig roman, der foregår i myternes tid og som et indlæg i den moderne kønsdebat.

Det er gudindernes hævn over guderne – deres forsøg på at hævde sig over mændene – der er handlingsigangsætter. Og det er denne kamp mellem guder og gudinder, der præger hele romanen.

Atalanta selv er evigt opmærksom på sit køn. Dette kommer både til udtryk ved tanker om forholdet mellem mænd og kvinder generelt, og handlinger. Flere gange er hun tæt på at blive voldtaget, og én af gangene vælger hun at dræbe gerningsmændene.

De kønspolitiske tanker Atalanta gør sig er både styrkende og svækkende for romanen. På den ene side vil mange mænd løbe skrigende bort (heldigvis fylder tankerne ikke meget i forhold til, at romanen er på 500 sider), på denanden side, har vores samtid behov for at få rystet op i kønspolitikken.

“Atalanta” er en god kønspolitisk spejling, fordi romanen på én gang er uendeligt langt væk fra Danmark, da den jo foregår i mytologisk tid, og på samme tid tæt på. For selvom mennesket har forandret sig, og der – i hvert fald i Danmark – er love, der sikrer ligestilling, så er mennesket på andre punkter stadig det samme.

Spørgsmålet er, om kvinden Atalanta ikke også kunne eksistere i vores tid?

Mytisk-historisk fantasy

Romanen er skrevet i et lettilgængeligt og flydende sprog, og på trods af de 500 sider, er man hurtigt i gennem den.

Forsiden (Tamara Lara, redaktionen.) skal have en særlig ros: Ikke nok med, at den er smuk og indbydende, den spejler også romanens handling og underbygger den mytisk-historiske genre.

Det kan varmt anbefale dig at læse romanen, hvis du kan lide mytiske historier eller fantasy, for selv om romanen er mytisk-historisk, så kan den let måle sig med mange af de fantasytitler der er på markedet i øjeblikket med en mættet handling fuld af krig og umulig kærlighed.

Hvis du skal i 3.G næste år og gerne vil have lidt forhåndsviden inden du skal have oldtidskundskab, så er romanen bestemt også anbefalelsesværdig. Du lærer flere af den græske mytologis guder og helte at kende på en helt anden (og meget sjovere) måde, end hvis du satte dig ned med et mytologileksikon.

Tak til Forum for venlig fremsendelse af anmeldereksemplar.

Læserne skrev

Endelig en mytologisk roman skrevet for de 15+ årige. En fantastisk fortælling i et medrivende og medlevende sprog og tempo. De græske sagnhelte og guder m/k præsenteres med kærlig humor og respekt for de gamle historier.Romanen har både hæsblæsende action, gode personskildringer og en rolleliste ud over det sædvanlige. Forfatteren har gjort forudgående kendskab til græsk mytologi unødvendig, men har man tidligere stiftet bekendtskab med enten historien eller personerne, kan man glæde sig til et forrygende gensyn.

Carina E – 7. juni 2006

Jeg synes du har begået et rigtigt flot værk, der bringer os den græske mytologi mm. nærmere på en meget håndgribelig og levende måde. […] Pludselig slog tanken mig. Det er sgu da en antikrigsbog […] Atalanta er en person, der drager ud i kamp og krig og mister sig selv.

Reinhard K – 20. juni 2006

 

Jeg har været langt væk i romanen, mens jeg har læst den. Du har en fantastisk måde at skrive på, så man aldrig taber tråden, og det er da vist også en af de få bøger jeg har læst, hvor jeg ikke et eller andet sted har skimmet visse dele af handlingen.

Jette J – 19. juni 2006

 

[…] Jeg glæder mig til hver gang, jeg kan få tid til at komme videre og fryder mig simpelthen over så fint et dansk sprog, du behersker. Ikke en horde af dumme, uforståelige fremmedord – men simpelthen en spændende fortælling på et formfuldendt og flot dansk. Herlig handling – og sikke fantasifuld. Der er kun et at sige – den er meget, meget FLOT.

Alice L – 8. juni 2006

 

Den fangede mig fra starten, og de historiske navne og legender fik nyt liv, som jeg ikke havde forventet muligt på den måde. Personerne og guderne er levende og varme, og efterlader ingen tvivl om, hvordan de ser ud og er indrettet indeni. […] Handlingen er så mættet med følelser, at man flere gange mærker vreden og klumpen i halsen. […] Samtidig lå der hele vejen en stemning og undertone, som lige så stille og roligt spredte varme og smil. De mange pudsige og sjove episoder, hvor forskellene mellem kønnene blev blotlagt morede jeg meget over, især fordi de aldrig var malplacerede eller overdrevne. […] Overordnet vil jeg sige, at dit sprog er noget af det mest behagelige og medrivende, jeg længe har oplevet. Ordene flød som poesi, og det var en fornøjelse at læse hvert eneste af dem.

Kiss B – 6. juni 2006