Jeg havde egentlig ikke planlagt at skrive bogen om Atalanta som sådan.

I min research omkring ptolemæerne (Dronning af Blod) har jeg læst en masse om både græsk, romersk og ægyptisk mytologi.

Det er fascinerende historier. Underholdende, spændende og mere eller mindre utroværdige. Jeg har altid selv troet at der var et gran af sandhed i de fleste gamle myter, og da jeg så en dokumentarudsendelse om Jason og det Gyldne Skind, blev jeg overbevist om at jeg ville skrive denne historie.

I denne dokumentarudsendelse var historikere inde på at Jasons togt til Kolchis faktisk var den første dokumenterede handelsrejse dertil. Et farefuldt færd til verdens ende, eller i hvert fald til den fjerneste ende af Sortehavet.

I tidens løb er beretningerne herom blevet forvansket til den mytologiske fortælling, som den er i dag.

Det menes blandt andet også at selve Det Gyldne Skind er blevet til ved at georgierne brugte fåreskind til at vaske guld med i floderne, og dermed blev skindene selvfølgelig gyldne.

Netop det voldte mig dog store kvaler. Skulle jeg beskrive sagnet som den handelsekspedition som jeg tror på, at det var, eller skulle jeg holde mig til den mytologiske version, hvor der er både drager, krigere der vokser op af mulden og klipper, der støder sammen.

I sidste ende måtte jeg dog tage den mytologiske version. Det er også den mest underholdende, tror jeg. 🙂

Selve jægerkvinden Atalanta er formentlig to kvinder, der i mytologien er blevet smeltet sammen til én.

Der er den Atalanta, der blev lagt ud for at dø, og som tog med Jason til Kolchis og senere deltog i den kalydonske vildsvinejagt.

Og den Atalanta, der blev genfundet af sin far og nægtede at blive gift, medmindre frieren kunne vinde over hende i væddeløb.

Det var en spændende udfordring at prøve at finde alle Atalantas bevæggrunde til den person hun var og blev. At beskrive hendes personlige udvikling fra hendes enkle liv i jægerstammen til i sidste ende at være så kynisk, at hun vil slå alle friere ihjel, hvis hun kan vinde over dem i væddeløb.

Hvordan retfærdiggør man de mytologiske ulogiske rammer?

Det var både sjovt, hårdt og spændende. Og faktisk må jeg indrømme at Atalanta egentlig kun var en prøveklud.

Jeg havde længe overvejet om jeg ville/kunne skrive en bogserie om ptolemæerne, men jeg havde ikke modet til at springe fra ungdomsbøger til dokumentarhistoriske romaner, så derfor var Atalanta egentlig det logiske spring mellem ungdomsgenren og den historiske voksengenre.

Og resultatet blev jo heller ikke så ringe endda. 🙂