Helene har været lang tid undervejs. Faktisk skrev jeg allerede første halvdel for måske halvandet år siden, men hun ville ikke rigtigt lege med mig, og derfor fik hun lov til at blive gemt i min virtuelle skrivebordsskuffe.

Men noget fik mig til at læse den igennem engang, og den var faktisk ikke så ringe endda (syntes jeg da selv ;-)), så jeg startede op på den, og fik første udkast gjort færdig tilbage i april.

Redaktøren har knoklet som en lille hest, og vi har faktisk både manusplejet OG korrekturlæst bogen, så nu er den faktisk mere eller mindre klar til at gå i trykken!

Det er SÅ lækkert.

Jeg har ikke set udkastet til forsiden endnu, og selv om jeg selvfølgelig ved hvordan den vil komme til at se ud (når den nu skal ligne de andre bøger), så er jeg spændt på at se hvilken farve de vælger til den. Jeg har ikke selv lagt billet ind på nogen farve, så jeg lader mig overraske som I andre.

Siden da har jeg gået og tænkt på en anden OKAY-bog, som jeg har villet skrive i lang tid, men som der ikke har været hoved til pga. mit foregående turbulente (og dog stillestående) år. Men den pusler, og vil gerne ud.

Så det skal den have lov til. Jeg går i hvert fald straks igang!

Har det ikke lige været jul? Jeg synes lige at jeg havde juleferie, og så er der en “venlig” sjæl der spydigt antydede at jeg måske ikke var så god til at få opdateret herinde. At det passede med årstiderne eller sådan noget. Har man hørt mage!!?

Det passer da slet ikke! Eller … ehm … okay, jeg er skod til de sociale medier. Når jeg endelig kommer til dem sidder jeg og hygger mig med at se hvad andre læser, og når jeg kommer rundt i min dagligdag og tænker at jeg “bør da også lige lægge et billede op på de sociale medier”, så kan jeg ikke finde noget der er interessant nok at tage billede af.
Ja, jeg lever et kedeligt liv.

Men der ER altså liv i mig. Og jeg får skrevet. For første gang i årevis er det faktisk lykkedes mig at skrive henover en årsafslutning med dertilhørende revision (måske fordi en anden kollega har overtaget det værste), og jeg ER i gang med en Okay-bog.
Måske har slutningen endda åbenbaret sig for mig, hvilket har holdt hårdt i denne bog, men den rykker tættere og tættere på, så hvem ved … måske den endda bliver afsluttet.

Eller … det gør den! Jeg ved det. Jeg er på vej!

Hvis bare man havde mere tid … altså …

Hvad jeg mener om den, kan I læse ovre på min bogblog, men det er nu ikke det jeg vil skrive om her.

Hele bogen er bygget op omkring flashbacks. Hvilket kun skal bruges med måde og meget fornuftigt. Jeg tror faktisk at det var noget min allerførste redaktør sagde til mig. “Brug det, men brug det meget varsomt”, og siden dengang har jeg for det meste faktisk holdt mig fra det.

Og det er der gode grunde til. Jeg fandt fx dette gode råd på nettet:

Flashbacks offer many pitfalls. This is because even the best-written flashback carries a built-in disadvantage: It is, by definition, already over. The scene you are detailing in your flashback isn’t happening in story time. It happened sometime earlier, and so we are being given old information. Like old bread, old information is never as fresh or tasty as new bread. The flashback lacks immediacy.

Og hvis man putter for mange ind i en historie, ender man med at kede læseren, hvilket jeg også gjorde delvis under læsningen på denne historie.

Faktisk overvejer jeg selv lige for tiden hvordan jeg bedst kan bruge det, for jeg er gået i gang med historien om Helene. Hun oplever noget, men for at bogen ikke skal blive for lang, har jeg valgt at det hun oplever skal opleves i flashbacks, og hvis jeg skal være helt ærlig, så er jeg ikke tilfreds med det jeg har skrevet indtil nu. Det er som ovenstående citat fortæller – bare lidt som gammelt brød – og derfor ved jeg også at jeg kommer til at skrive det om. Måske endda starte historien et andet sted.

Eller måske skulle jeg bare skrive om Nanna … hun bankede ret så kraftigt på i går aftes, så måske er det hende jeg lige skal overspringshandle på?