Jeg skal skynde mig at sige at det var en “god” skilsmisse, og min eksmand og jeg er stadig gode venner, så på mange punkter er jeg virkelig heldig.

Tingene er ved at falde på plads. Efter at have ventet længe, blev vores hus endelig solgt, og heldigvis gav det mig mulighed for at købe mit eget, for jeg må nok erkende at det der med at bo til leje slet ikke er mig. Nu hvor ventetiden er overstået og jeg er flyttet ind i mit lille, dejlige træhus, kan jeg mærke at jeg har følt mig som en “gæst” i hele det år jeg har boet til leje.
Og det gør altså noget ved kreativiteten. Også hele vente-følelsen.

Men nu ser det lysere ud. For hver dag der går, gør vi huset mere og mere til vores, og jeg kan mærke det på mit energi niveau og også på kreativitetsfronten. Jeg har LYST til at skrive igen, og jeg glæder mig så meget til at komme i gang med mange nye spændende historier.

Det seneste på den front er at jeg har indleveret “Er du okay, Helene?” til forlaget, og de sagde endda ja! Hvilket glæder mig sindssygt meget. Første og anden omgang manuspleje er lavet, og det går sin gang.
Rygterne vil vide at den vil udkomme til Bogforum i år, så det er SÅ spændende!

Så lige nu går jeg faktisk og spekulerer over hvad jeg så har lyst til at skrive på. Skal det være en okay historie mere? Jeg har jo ideer til et par stykker.
Eller skal jeg prøve noget andet af?

Det ved jeg ikke endnu, men mulighederne ligger åbne for mig, og jeg føler mig glad og lykkelig og tilfreds og motiveret for første gang i meget lang tid.

Det ER sgu dejligt.

Håber I alle har det godt, derude.

I dag fik jeg fx en mail fra en 14-årig pige, der var glad for bøgerne og havde introduceret dem til sine venner, og som godt kunne tænke sig at jeg skrev om Jonas på et tidspunkt.
Det gør mig altså så glad og stolt at der er nogen derude der kan lide de bøger jeg skriver.

Hvad angår Jonas, så ja, så er det netop ham jeg skriver om. Jonas har optrådt i flere af bøgerne. I både Marie og Fie bogen havde han en central rolle, hvor vi lærte ham at kende som noget af en player (eller fårkboy, som det jo hedder i dag).
Jonas har lidt nemt ved det hele, han kan få (næsten) alle de piger han gerne vil have, og er en af de populære i klassen. I kender godt typen, ikke?

Men Jonas skal jo ikke være okay, ellers var der ikke en historie, så jeg udsætter ham for en grum ting, og så må vi se om han ikke kommer sig igen.
Hvorfor spørger I måske?
Bare fordi jeg kan.

Nu slapper jeg lidt af igen … For de første anmeldelser er begyndt at komme, og jeg er så glad at jeg smiler fjoget det meste af tiden.

Jeg er så glad, jeg bliver nødt til at dele noget af dem med jer!

Pipalukbooks skriver: Det er en historie der er virkelig nærværende, vedrørende og rørende.

Bookeater: Jeg synes ikke kun de er ungdomsbøger. Voksne burde ikke snydes for de rå men fantastiske bøger.

Sanne Bogorm: Jeg glæder mig til flere “Er du okay” bøger, og tvivler på jeg kan få nok af dem.

Benedictes Bogblog: Igen har Anika Eibe fået skrevet en hovedperson med et slemt problem, udadtil virker usynlighed ikke som det største og værste problem, men det kan det faktisk godt være. 

Xenias Bogblog: “Er du okay, Nanna?” er ikke bare historien om en overvægtig pige. Det er historien om at kæmpe sig fremad, at mærke sin berettigelse i tilværelsen og sætte grænser. Samtidig er den en af de bedste YA bøger, jeg har læst om vold i forhold, fordi Eibe gør sit ypperligste for ikke at tegne tingene op i sort/hvid.

Romeo Reviews: Egentlig plejer der ikke at komme nogen anmeldelser op om tirsdagen, men med en bog så fantastisk som denne kunne jeg simpelt hen ikke vente!

Jeg er overvældet og dybt taknemlig! Tusind tak til alle der tager sig tid til at læse og endda skrive skønne anmeldelser!
Alle anmeldelserne er der linket til her:

Anmeldelser til “Er du okay, Nanna?”

Må jeg præsentere … Nanna!
Ok, forsiden bliver nok lidt anderledes. Eller … temmelig meget anderledes når først Tellerups dygtige grafiker har haft fingrene i den. Jeg har ikke set den endnu, men jeg er sikker på at den bliver lige så iøjenfaldende og lækker som de andre.

De dygtige ninjaer på Forlaget Tellerup knokler i disse dage på at få Nanna færdig, så den kan nå at blive trykt til BogForum i November. Jeg havde slet ikke forventet at det overhovedet kunne lade sig gøre, men nu hvor jeg har den inden for rækkevidde, kan jeg næsten ikke vente!

Nogen vil måske kunne huske Nanna fra “Er du okay, Marie?”, hvor Marie og Nanna var klassens mobbeofre. Denne bog om Nanna følger i kølvandet på Marie historien, men kan stadig læses uafhængigt.

Nanna føler sig ensom og svigtet da Marie får en kæreste, intet er som det plejede at være. Da der så er en fyr der viser interesse i hende og gerne vil være kærester, går Nanna ind i forholdet, selv om hun egentlig ikke føler den afgrundsdybe forelskelse, som man normalt gør.

Vi følger Nanna i dette forhold der vokser sig usundt, og hendes kamp for at finde sig selv.

Nanna bogen er en del lettere end de tidligere i serien, og har nogle (forhåbentlig) morsomme islæt. Vi trængte vist til noget lidt lettere efter de forudgående bøger.

Gjorde vi ikke?

Så bør du klikke dig videre til  “Historien bag Matthias”.

Var det clickbaitet nok? Undskyld, jeg bryder mig egentlig slet ikke om click-bait, selv om det kan være underholdende nok.

Fx: “Forfatteren ledte efter homoseksuelle fyre på nettet. Hvad hun fandt, vil chokere dig …”

Eller … “Forfatteren skammer sig. Hvad hun gjorde, vil forfærde dig …”

Nej, så slemt var det nu ikke. Men det er nu stadig vigtigt for mig at vide hvad jeg skriver om. Det skal som sagt føles ægte. Og jeg vil ikke “lægge låg på mig selv” fordi jeg kan risikere at støde nogen. Jeg er aldrig vulgær eller blodig eller provokerende med vilje, men som jeg også skrev i “historien bag …” så skal det altså føles ægte og autentisk for mig. Så det håber jeg I vil bære over med.

God fornøjelse. Og husk forresten at der ligger en “Historien bag …” alle mine udgivelser, hvis det skulle have interesse.

Jeg er blevet færdig med første udkast af Nanna-bogen, og jeg er helt oppe at køre.

Fra at være totalt stresshjerne-rundforvirret har jeg nu fået det vendt og har ikke alene fået skrevet første udkast af Nanna i hånden OG skrevet det ind. Jeg skal til at redigere.
Jeg er så stolt af mig selv. Det må man gerne være af og til.

Nu går jeg så og bobler lidt over hvad den næste Okay-bog skal handle om. Det kan jeg godt gøre lidt i baghovedet mens jeg redigerer, og jeg har netop lavet en post ovre på Instagram, hvor jeg spørger til jeres input.

Måske er der tematikker der kunne være spændende at læse om, problemstillinger, oplevelser og hændelser, som vi bør tale om og som kunne være spændende at læse om. Det kunne måske også være en udfordring for mig som forfatter, hvis I smider nogle input til mig.
Jeg kan ikke love at det er det jeg brænder for og går i gang med, men det er da forsøget værd.

Du må også hjertens gerne smide en kommentar her, hvis du føler for det.

Jeg gider næsten ikke ævle om det, men stress-monsteret havde forsøgt at få mig ned med nakken igen, men jeg nægter at lade mig kue af den igen. Been there, done that, og det gider jeg ikke igen.

For nylig læste jeg en bog “Orden i Kaos“, og hvis det bliver ved med at fungere lige så godt for mig, som det har gjort indtil nu, så har den simpelthen reddet mit liv. Eller i hvert fald min stressbalance.
Jeg har fundet mig en balance der hedder at jeg – indtil tøsen skal i seng – enten arbejder på brødjobbet hjemmefra, laver blogindlæg eller forsøger at være lidt social på de sociale medier.

Når tøsen så er lagt i seng, finder jeg skrivebogen frem og får skrevet i hånden, og det fungerer!! Jeg er vildt glad, og optimistisk.

I dag er jeg så landet i det jyske til forfattercamp for Tellerup-forfatterne, og i dag har jeg indskrevet over 4500 ord fra det håndskrevne. 13 sider! Og vi kom endda sent i gang, fordi vi først landede heroppe klokken 5.

Jeg er nærmest latterligt glad.

Den seneste tid er der kommet rigtig mange anmeldelser på både Fie og Marie, og de er alle overvejende positive, selv om nogle af dem har nogle kritik- & ankepunkter. Men de berører mig alle så dybt.

Tænk at der sidder mennesker derude og ikke alene læser mine skriblerier, men også at nogle af dem endda føler så stærkt for dem at de gider at gøre sig den indsats at skrive gode og konstruktive anmeldelser af dem. Anmeldelser skrevet af mennesker der selv har været udsat for enten mobning eller har haft selvskade inde på livet.

Jeg ville så gerne skrive til dem alle personligt og virkelig takke dem af hjertet, men det “må” man jo ikke. Af og til skriver jeg en lille kommentar som fx “Tusind tak for den smukke anmeldelse og tak fordi du gav dig tid til at læse den,” men i samme øjeblik føler jeg mig anmassende og upassende.

Så hvis jeg ikke skriver så er det fordi jeg føler at jeg overtræder den grænse mellem forfatter og læser, som bør være der for at holde læserens integritet hellig. Bogen skal leve i sig selv, uden at forfatteren følger med den rundt, men det betyder bestemt ikke at man (læs: jeg) ikke er vanvittigt glad og stolt over den indsats anmeldere og læsere gør sig, når de høvler igennem mit ordskvalder.

Så … af hjertet tak. Det var vist bare hvad jeg ville sige.

Anmeldelserne har jeg i øvrigt samlet her:

Anmeldelser Er du okay, Fie?

Anmeldelser Er du okay, Marie

Jeg synes den er blevet så fin. Den lilla farve passer virkelig godt til de andre bøger, og de er så flotte sammen.

Historien om Matthias er endnu en bog i Okay-serien. Vi har tidligere mødt ham i Marie bogen, og han optræder også ganske kort i Fies historie, men hans historie kan læses helt uafhængigt af de andre.

Matthias’ historie er at han er homoseksuel. Det er der som sådan ikke noget odiøst i, og flere i hans skole er da også “sprunget ud”, men der er bare det med Matthias at han for det første ikke ønsker at skille sig ud, og for det andet så er hans far virkelig homofobisk. Derudover er faren også soldaterveteran, PTSD-ramt og derfor en anelse ustabil.

Den eneste Matthias føler han kan tale med er Thomas, en fyr han har fundet på en chatside på nettet. En fyr som han efter nogen tid også bliver forelsket i, men hvor klogt er det?

I forbindelsen med denne bog har jeg været steder på nettet, hvor jeg ikke tidligere har befundet mig, det skriver jeg nok lidt mere om i “Historien bag Matthias”, som jeg lægger op her på siden inden så længe. Jeg kan godt selv lide at forfatterne fortæller om bevæggrunden for at skrive deres historier, og jeg bilder mig ind at andre også vil få glæde af mine baggrundshistorier. I hvert fald kommer den inden længe, og jeg skal nok slå det op her i et blogindlæg også.

Nu er jeg så spændt på hvilket liv Matthias får. Om folk kan lide ham. Forstå ham. Grine og græde med ham. Og måske ikke væmmes for meget …

Når de så endda er gode, som fx her hos Bogfinken, så er det rigtig skønt!

Hvad jeg hæfter mig ved i denne her var at Bogfinken nævnte Fies meget klare stemme. Det var sjovt, for netop Fie råbte meget højt inde i mit hoved. Jeg var på intet tidspunkt i tvivl om hvordan hendes stemme skulle være, og jeg er glad for at hendes problemer er blevet hørt og anerkendt derude i boglæserland.