Fra den dygtige bogblogger Karoline Bloch, som har bloggen Romeo Reviews, og som også tidligere har anmeldt nogle af mine bøger.

Karoline har ikke skrevet til mig med problemer, men bare for at rose mig for mit nye tiltag “DIN SIDE”, hvor unge kan få lettet deres hjerte, eller fortælle mig om emner de savner i bøger. Og som jeg har skrevet tidligere, så gjorde jeg det fordi jeg ofte kunne fornemme en undertone i de henvendelser jeg fik. En lille bøn om at de gerne ville høres, gerne ville forstås. Og det er det jeg håber at kunne give dem. (Altså gamle må selvfølgelig også skrive til mig. ;-))
Og jeg er super lykkelig for at mit tiltag forhåbentlig vil modtages i den ånd, det er tænkt.

Anyway … det er ikke for at være selvfed at jeg laver dette indlæg, men fordi jeg er viiiiiiiirkelig dårlig til at modtage ros.
Jeg kan ellers rigtig godt lide at få ros. Selvfølgelig kan jeg det! Lige som alle andre bobler det inde i mig og jeg føler nærmest jeg kan flyve, og jeg bliver så lykkelig og stolt og glad og …
Også virkelig, virkelig dårlig til at tage imod den.
Fx var jeg med til et event på Faaborg-Midtfyn bibliotekerne sidste onsdag, hvor folk sagde nogle pæne ting om mine bøger, og jeg … skammeligt nok … slog det næsten hen, vidste ikke hvor jeg skulle se hen, og smilede bare forlegent.
Er det mon janteloven der har tag i os her, når vi er dårlige til at tage imod ros?
Hvorfor kan vi ikke bare sige: “tak, det er jeg sgu glad for at du synes, for jeg har også arbejdet hårdt for at opnå det.”?

Men nej, jeg (vi) slår det hen, eller i værste fald nedgør det vi burde være stolte over.

Har du et bud på hvorfor vi (og jeg ved at jeg ikke er alene!) er så dårlige til at modtage ros og smiger?

Hun skriver:

Hej, hvis du nogensinde kunne tænke dig at skrive en bog angående en ung pige, der ligesom går igennem mange ting igennem sit liv, fx selvskade, depression/angst, stofmisbrug, dårligt selskab og alt det der, så vil jeg med glæde svare på spørgsmål/fortælle..
Du har været meget inde på emner med selvskade og depression osv, men hvis der måske er noget du vil vide angående noget andet, misbrug fx?? Jeg er nok ikke lige spændende nok at skrive en hel bog om.. haha..

Kære J

Tusind tak for din henvendelse og dit tilbud om at fortælle mig om de grimme ting, som du har været udsat for. Jeg er taknemlig for at du vil vise mig den tillid.
Først og fremmest … jo, jeg vil vædde med at du er spændende nok til at skrive en hel bog om. Det er alle mennesker faktisk, for alle mennesker har været udsat for noget i deres liv. Noget som har gjort dem til de mennesker de er, og hændelser der er med til at skabe vores personligheder.
Fx har den mobning – som jeg selv blev udsat for – gjort at jeg den i dag lider af total sceneskræk, og at jeg virkelig skal finde min indre løve frem, når jeg skal på scenen. Som fx i Ringe i onsdags. Andre ting fra min barndom/ungdom har også sat sit præg på mig, og det vil det også gøre på dig. På godt og ondt. Men det er den du er, og du er stadig et godt og stærkt menneske.

Jeg håber at jeg kommer til at skrive en bog om dårligt selskab og misbrug, for det tror jeg at rigtig mange oplever. Hvis ikke de gør, så kender de helt sikkert nogen der er “faldet” i. Men “dårligt selskab” er jo ikke bare det. Ingenting er sort og hvidt, og der er jo gode og spændende ting ved det dårlige selskab også. Ellers ville man jo ikke blive fristet af det. Men det dårlige selskab er også ofte ældre end én selv, og derfor gør man også ting, som man egentlig slet ikke er parat til.
Ikke at man nogensinde bør være parat til misbrug, men man har sværere ved at sige fra.

At du så derudover også har lidt af eller stadig lider af selvskade og depression, gør ondt i mit hjerte. Jeg ved godt at livet ikke kan være regnbuer og enhjørninger, men hvor ville jeg ønske at især teenagealderen var noget nemmere at komme igennem. Men det er jo netop den tid hvor man lærer sine egne grænser at kende, det er der hvor man skal lære at sige fra, men det er netop i den periode, hvor man har allersværest ved det.

Jeg synes det er så stærkt at du er kommet igennem det, og jeg håber at du altid husker på at den styrke du udviste da du sagde fra, kom fra dig selv. Ikke fra nogen anden, men dig selv!

Det var dig der klarede det. Og når du kan klare det der, så kan du klare alt hvad livet ellers vælger at smide i hovedet på dig.

Man er nemlig stærkere end man tror, men selv stærke mennesker kan smuldre hvis de går alene med problemerne, og derfor er det vigtigt at man taler med nogen man har tillid til. Alene det at dele ens bekymringer kan gøre problemerne mere nemmere at overskue.

Pas godt på dig selv, kære ‘J’.

Kærlig hilsen
Anika