Isfolket har fulgt mig siden min spæde ungdom. Det er en bogserie af den norske forfatter Margit Sandemo, som jeg har mødt en enkelt gang på Bogforum for flere år tilbage. Hun er mest kendt for sine ugebladsromaner, og Isfolket her er også ugebladsagtig i sin udformning, men lige den her kan altså noget.

Serien er i alt på 47 bøger og inden I falder besvimede om, så er bøgerne altså kun på ca. 3-400 sider hver, eller 5 timer i lydbogformat. Det er korte let-læste romaner, så man kommer relativt hurtigt igennem hver bog.

Beskrivelse:

Engang for længe siden, for mange hundrede år siden, gik den onde Tengel ud af ødemarken for at sælge sin sjæl til Djævelsen. Han blev stamfader til Isfolket.

Tengel blev lovet magt og rigdom mod én af hans efterkommere i hver generation skulle tjene Djævelen og udføre onde gerninger. Deres særkende skulle være gule katteøjne, og de skulle besidde magiske kræfter. Og en dag ville en person med den største overnaturlige kræft nogensinde fødes. Forbandelsen ville ikke blive ophævet, før den plads blev fundet, hvor Tengel havde begravet den gryde, hvori han tilberedte det heksebryg, som hidkaldte Djævelen:Sådan lyder legenden.

Den var næsten sand, men ikke helt. Det, der i virkeligheden skete, var, den onde Tengel opsøgte livets kilder og drak af ondskabens vand. Han blev lovet evigt liv og magt over menneskeheden, og til gengæld solgte han sine efterkommere til Djævelen. Men tiden var ikke den rette, så derfor lod han sig falde i dvale, indtil tiderne blev mere gunstige for ham. Den gryde, som man hviskede om, var krukken med ondskabens vand, som han havde gravet ned. Og nu ventede han utålmodigt på det signal, som skulle vække ham. Men i det 16. århundrede blev et forbandet barn af Isfolket, født. Han prøvede at vende det onde til det gode, og derfor blev han kaldet den gode Tengel. Denne saga handler om hans slægt. Eller måske handler den først og fremmest om kvinderne i slægten. I 1742 lykkedes det en af disse kvinder, Shira, at nå frem til livets kilder og hente det klare vand, som ophæver virkningen af ondskabens vand. Men der er endnu ingen, det har fundet den nedgravede krukke. Og i baggrunden lurer angsten for, den onde Tengel skal vågne, før det sker.

Det er en slægtssaga der strækker sig fra 1500-tallet, helt op til 1967, og handler specielt om kvinderne i sagaen. Der er masser af kærlighed, længsel-schmængsel og så er der de overnaturlige islæt med hekse, troldmænd og kampen mellem det gode og onde.

Det interessante ved den her serie er at Margit Sandemo siger at hendes “pen” blev ført. At hun føler at nogen ville have til at skrive serien, at hun følte sig drevet og presset og følte en irritation over at det gik for langsomt. Som om at nogen ville have hende til at fortælle vedkommendes historie.

Om det passer ved man selvfølgelig ikke, men serien her kan noget, og det her er nok 11. eller 12. gang at jeg læser serien siden den udkom i 80’erne. Jeg kan huske at der udkom en bog med 3 måneders mellemrum (og tør slet ikke tænke på hvis hun har skrevet den undervejs …), og min mor havde førsteret til at læse den. Så mener jeg at det var mig, og så to af mine veninder. Og vi ventede UTÅLMODIGT på at de næste udkom.

Der er ikke mange bøger, som jeg kan læse igen og igen, men dem her kan jeg. Givet der er visse bøger i serien, som kunne have været sparet væk, og elementer af og til, som man ville ønske hun ville have udeladet, men alt i alt … så elsker jeg vist bare de bøger.

Jeg må med skam erkende at selv om jeg virkelig elsker fysiske bøger, når jeg sjældent at læse dem. Jeg ved slet ikke hvordan jeg fik tid til at sidde ned og læse på den måde før. Det er nok ikke et sundhedstegn, nu jeg tænker over det. Til gengæld konsumerer jeg en god del lydbøger.

Til min reading challenge skulle jeg vælge en bog om vampyrer, og jeg bøjer af og til reglerne lidt, så jeg kan kombinere prompten med hvad jeg har lyst til at læse, og lige nu havde jeg ikke lige den store lyst til en paranormal romance.

Så valget faldt på “Dracula Dræberen – Et portræt af en massemorder” af Carsten Overskov. En faktabog om Vlad Tepes, som vi jo nok alle ved var inspirationen til Bram Stokers “Dracula”.

Alle kender jo til Vlad Tepes, eller jeg gjorde i hvert fald, og kendte til hans spidning af hans fjender, men denne bog indeholdt en masse andre fakta, bl.a. historier om hans barndom og hans fangenskab og død, som jeg ikke lige havde hørt noget om. Og den var fortalt meget levende, på trods af at det var non-fiktion.

Jeg tænker at den nok var til et yngre publikum, men voksne kan helt bestemt også have glæde af denne bog.

Den fik mig også til at tænke på at jeg virkelig godt kan lide de myter og den folklore de har på Balkan og hele det østeuropæiske område. Faktisk har jeg genskrevet nogle vandrehistorier fra den kant, og dem kunne jeg godt tænke mig at hive frem fra skuffen igen en dag.

Derfor er jeg også hvert år med i diverse læse udfordringer – eller på nymodens dansk: Reading Challenges. Der er flere man kan deltage i, men den jeg primært forsøger at opnå er “The Reading Challenge”. Deres Facebook gruppe kan findes her.

Formålet med Reading Challenges er at læse noget der er uden for ens primære læse-område. Nogle gange kan man godt blive hængende lidt i samme rille og læse det samme igen og igen, men med læseudfordringer bliver man af og til tvunget over i nogle andre genrer, hvilket kan give nogle gode læseoplevelser.

Faktisk følger jeg – totalt urealistisk – hele 3 Reading Challenges: “The Reading Challenge” (som er dansk, og derfor er det den jeg prioriterer), “PopSugars Reading Challenge” og “Around the year in 52 books”. Mine Reading Challenges og de bøger jeg har læst til de forskellige prompts kan ses her.

I dag færdiggjorde jeg Chris Carters “One by One” som engelsk lydbog, og jeg lagde den under følgende prompt i læseudfordringen: A murder mystery/crime story.

Jeg har tidligere læst den her bog, men der er kommet flere bøger til i serien om Robert Hunter, så jeg besluttede mig sidste år for at starte forfra.
Man kan læse om bogen her.

Jeg har i øvrigt mødt Chris Carter et par gange. En gang til Bogforum, hvor jeg fik signeret en af hans bøger og så … naah, der mødte jeg ham faktisk ikke, men vinkede bare til ham. Eller … det er en laaang og lettere pinlig historie der involverer min forfatterveninde Louise Haiberg, så den bør jeg måske ikke buse ud med.

I hvert fald kan bøgerne anbefales hvis man er til de lidt mere barske krimier.

Hvilket jeg nåede!! Weehuu til mig!

Faktisk nåede jeg at overskride med hele 19 bøger, så jeg læste samlet set 99 bøger i 2021.

Det handler ikke om at man skal læse så mange bøger som muligt. Hvis man kun læser 4 bøger om året, så er det fint. Så længe man læser. Eller skal vi snarere sige “indtager” bøger, for i dag kan man jo både lytte og læse på flere medier.

Formålet er bare at vi får indtaget nogle gode historier, som forhåbentligt sætter sig i os længe efter.

Det bøger jeg har læst i 2021 kan ses her: https://www.goodreads.com/user_challenges/25879027

Har du læst nogle gode bøger i år?

Det første halvår af 2018 har for mig været præget af nogle personlige omvæltninger af stor betydning. Derfor har det desværre stået ret stille på forfatter- og skrivefronten. Lysten har været der, men energien har ikke.
Det er lidt for privat at komme ind på, så det springer jeg bare let og elegant henover.

Men der er håb … Jeg har fået nogle dejlige opmuntrende mails fra læsere, som fortæller mig hvor glade de er for mine Okay-bøger, og de efterlyser flere bøger i serien. Især om Jonas, hvilket er meget heldigt, for det ER netop ham jeg er i gang med.
Jeg har fået lysten og tiden til at skrive igen, og har faktisk allerede en del på den nye Okay-bog, så det er også virkelig positivt.

Så har jeg et andet projekt sammen med Tellerup som også snart ser dagens lys og jeg er blevet inviteret til at holde foredrag på hele to biblioteker her til efteråret.

Alt i alt synes jeg at mit liv er på vej i den rigtige retning igen, og ved I hvad mere …? Jeg har sommerferie om to uger … Jeg glæder mig allerede!

Det eneste der virkelig er sket her i løbet af foråret er at jeg har fået læst MASSER af gode bøger. Som den nørd jeg er, deltager jeg selvfølgelig i et par reading-challenges, og hvis I er nysgerrige efter at se hvad jeg har læst, kan I finde linket her. Hvis I har læst nogle af dem, og har lyst til at smide en kommentar om en af dem, så gør det endelig. Jeg elsker at nørde bøger.

Pas godt på jer selv derude. Nyd hinanden eller jer selv, og få nu læst en masse bøger!

Som alle andre har jeg selvfølgelig også reflekteret over det år vi netop er kommet ud af. Og det har været et godt år! Også selv om det endte på en lidt skæv måde for mit vedkommende. Det var lidt som den dårlige ende trak alt det gode ud, og det er uretfærdigt, for jeg har MANGE ting at være taknemlig for!

Året 2017 var et år, hvor jeg fik hele to udgivelser på gaden.

“Er du okay, Matthias”, som blev udgivet 12. maj 2017, og som blev modtaget temmelig pænt. Pænere end jeg havde regnet med, hvis jeg skal være ærlig, for den var meget grafisk og stødende på sine punkter. Men læserne ser ud til at kunne lide den, og ikke mindst forstå hvad det er jeg vil med disse bøger, så det er jeg dybt taknemlig for.

Og senere på året – mener det var i starten af september – sendte jeg “Er du okay, Nanna?” ind til forlaget. Min redaktør overraskede mig totalt ved at spørge om det da ikke kunne være sjovt at få Nanna ud til bogmessen i november, så der skulle pludselig fart over feltet, så den kunne nå at blive sendt til trykkeriet inden bogmessen.

Jeg er virkelig glad for Nanna, som er meget lettere og mere optimistisk end de andre, men som jeg også synes har et virkelig vigtigt budskab.

Året igennem har jeg været til flere bogmesser med min højt elskede og -skattede skrivebuddies, som jeg har kendt i årevis, og som forstår mig på et plan mange andre ikke gør. Verden ville være et kedeligere sted uden dem! 🙂

En anden ting som jeg har været meget taknemlig for de seneste år, er at jeg er endt på forlaget Tellerup. Samarbejdet med dem er så fint og godt, stemningen er så fantastisk og de støtter op om deres forfattere i en grad jeg ikke har set det hos andre forlag.
Jeg håber jeg formår at skrive bøger der kan blive udgivet hos dem længe endnu.

De var også behjælpelige med at sende os forfattere på Skrivecamp. En forlænget weekend, der ikke alene var superskøn, men hvor jeg også var super-produktiv. Jeg kan næsten ikke vente med at komme af sted til det nye års camp. 🙂

Som jeg skrev, endte året 2017 lidt skidt for mig. Som nogen måske ved, gik jeg ned med stress i 2009. Og det var med et kæmpebrag, som faktisk den dag i dag har givet mig nogle følgeskader. Derfor har jeg også været uhyggelig opmærksom på min krops signaler i de 8 år der er gået siden da. Balancen skrider for mig af og til, men jeg har været god til (hvis jeg selv skal sige det) at få mig på ret køl igen.
Mit barometer er mit skriveri. Hvis jeg ikke kan skrive, er jeg ikke i balance, og det skal jeg være, hvis jeg skal hænge sammen som menneske.

Her sidst på året fik jeg et vink med en vognstang, og jeg måtte sygemelde mig lige før jul. Jeg har derfor brugt juleferien på at tænke mig godt om, og genfinde alle de gode råd jeg fik fra min daværende stress-coach, og jeg håber at jeg kan starte på arbejde i morgen og gå gennem et årsregnskab uden symptomer overhovedet. Det skal jeg kunne, så det gør jeg. 🙂

Nåh, 2018 … hvad skal der så ske med dig …? 🙂

Lige nu arbejder jeg på hele to Okay-bøger. Den ene handler om daterape, men den er lidt svær for mig at skrive, da det er et emne jeg selv har haft inde under huden. Den anden handler om sorg, men også om kærlighed, og sidstnævnte er faktisk den jeg skriver på lige nu.

Jeg tænker at jeg i løbet af 2018 tager en afstikker fra Okay-serien og enten skriver på noget fantasy eller YA for de lidt ældre. Jeg har to andre projekter, som også trækker i mig af og til, så lad os se hvad der sker.

Og så regner jeg med at læse en hulens masse gode bøger! 🙂 I år deltager jeg i ikke mindre end 3 Reading-Challenges. De to af dem kan ses her på siden og går ud på at udfordre sin læsning, og komme ud af sin comfort-zone, hvilket jeg synes er virkelig sjovt. De forgangne år har det i hvert fald givet mig overraskende gode oplevelser.
Den sidste er Goodreads-challengen, som bare består af hvor mange bøger man vil læse. Her har jeg i år valgt 110 bøger, men det er nu ikke noget der stresser mig. Hvis jeg ikke når det, så er det helt okay. Kvalitet er bedre end kvantitet.

Til sidst vil jeg på bedste kongelig vis takke alle jer der har gjort 2017 til et fantastisk bogår. Tak til alle jer der har læst mine bøger, til jer som endda har givet jer tid til at tage fantastiske billeder og lave anmeldelser, som tagger mig på Instagram og Facebook. Til de skønne kommentarer jeg har fået, og generelt alle de dejlige bekendtskaber bogverdenen giver mig.

Anika Eibe, Rudkøbing 1/1-2018

Jeg er netop gået i gang med Isfolket igen. Kender I den? Det er forbavsende få i min omgangskreds der kender den, selv om den faktisk er solgt til udgivelse i jeg ved ikke hvor mange lande, og at det er en kult-serie.

Den udkom oprindeligt i 1980’erne. Jeg mindes endnu hvordan de udkom med x antal måneders mellemrum. Mener det var 4 måneder (hvilket i sig selv er noget af en bedrift, da Margit Sandemo skrev dem løbende), og i den periode sad vi bare og vansmægtede. Vi var 5 personer der læste bøgerne.

Min mor var den første. Hun var jo også den der købte bøgerne. Dernæst var det mig, min moster og to af mine veninder. Jeg kan ikke huske rækkefølgen, men vi sad og trippede hver gang at der kom en ny bog ud. Vi storelskede den mytologiske, pladderromantiske serie om Isfolket og Tengels slægt.

Ganske kort handler Isfolket om en slægt, der er forbandet af deres forfader Tengel den Onde. I hver generation fødes der en “ramt”, som besidder trolddomsevner, og hovedpræmissen går ud på at de skal have løftet forbandelsen fra deres familie.

Og det her er en slægtssaga. Sidst i bøgerne er der et stamtræ, der er enormt, men vi følger også slægten fra 1500-tallet op til 1960’erne.

Jeg har set læsere fra “nutiden” der harcelerer lidt over Isfolket, og på visse områder giver jeg dem ret.

Der er ufatteligt mange skiftende synsvinkler. Forfatteren hopper gladeligt fra person til person for så at blive alvidende og tilbage igen. Personkarakteristikkerne er lige vel ensartede og også af og til tynde, og så er det trods alt skabelon bøger.

Det som nutidige læser ikke tænker over (og hvorfor skulle de også det?) er at for det første blev bøgerne skrevet og udgivet i 1980’erne. På det tidspunkt var man faktisk ret bornert. Der havde ikke været en bølge af “Fifty Shades” og husmoderporno og de her bøger var ret vovede på den tid.

For det andet blev historien faktisk “bestilt” som ugebladsroman-føljeton. Det stiller også krav til udformningen, såsom skabelon-smagen. Og desuden VAR Margit Sandemo jo ofte ugebladsforfatter.

For det tredje skal man huske på at man i 1980’erne ikke havde haft et fantasy-boom. På den tid var der ikke meget andet end Ringenes Herre og alt andet blev der set ned på, eller i værste fald blev det bare klassificeret som børne/ungdomslitteratur (hvilket man desværre stadig har en tendens til i Danmark).

Det vil sige at hendes serie, som både var vovet og til tider erotisk SAMT havde et magisk islæt, var temmelig revolutionerende.

Alle de 9 andre gange jeg har læst serien har det været på trykt bog (Jeg har næsten alle sammen (min mor har ganske vist hele sættet, og jeg får det nok også samlet helt sammen en dag), men lige nu er mit liv mere til lydbøger, og jeg blev glad da jeg så Storytel havde Isfolket som lydbog. Jeg har nu 3 gange forsøgt at komme i gang med at høre det, men jeg kan slet ikke forlige mig med den danske indlæser.

Derfor var det med stor jubel at jeg opdagede at Storytel selv havde produceret oplæsningen på engelsk, og hun er virkelig en god oplæser (har ingen anelse om hvem hun er, men åbenbart skuespiller og med i noget Twilight?), og her de sidste dage har jeg stor fornøjelse genlyttet til bog 1 og 2. Nu er jeg i gang med 3’eren, som er en af mine favoritter, og jeg ved at jeg kommer til at stortude til sidst. Mind mig om ikke at høre slutningen ude i offentligheden.

Hvis du ikke har læst serien før og ellers er til magi og mytologi og kærlighed, så gå ikke glip af denne serie. Hvis man så ovenikøbet ikke er for krakilsk med de fejl der er i opbygning, synsvinkler osv, så venter der en fantastisk rejse med den skønne slægt.

Der er en grund til at det er 10. gang jeg læser(lytter) den nu.

Jeg elsker at læse bøger (eller nu også at lytte til dem), og jeg elsker den diversitet, der er i bøger.

I denne måned har jeg læst scifi, dystopi, YA, magisk realisme, faglitteratur, espionage, historisk og kærlighed, så jeg er godt nok kommet ret vidt omkring. Og somme tider kan jeg blive totalt overvældet over den mængde af genrer der findes derude. For ikke at tale om mængden af de fantastiske historier der ligger derude og venter på at blive opdaget.

Nogle gange kan jeg blive helt trist over at jeg ikke når at læse dem alle.

Hvad med jer? Har I fået læst noget godt for nylig?

Sådan har jeg det med Stephen Kings “The Long Walk” (“Den lange vandring”), som han skrev allerede i 70’erne og udgav i 80’erne under navnet Richard Bachman.

Plottet er tyndt og ikke gennembearbejdet, men det er slet ikke det der er hovedformålet med denne bog. Det er irrelevant. Det eneste vi behøver at vide er at disse unge mænd har skrevet sig op til en dødsmarch og den der står tilbage når marchen er slut, vinder. Alle andre er døde.

Det fantastiske ved denne bog er de personkarakteristikker der overstråler hele bogen. Det er dem der er de vigtige, og dem, som jeg sidder tilbage med når jeg har læst bogen.

Damn, jeg ville ønske jeg kunne skrive sådan.

Har I også sådan nogle bøger, som I bare elsker så højt I læser dem med et par års mellemrum?

Hvad jeg mener om den, kan I læse ovre på min bogblog, men det er nu ikke det jeg vil skrive om her.

Hele bogen er bygget op omkring flashbacks. Hvilket kun skal bruges med måde og meget fornuftigt. Jeg tror faktisk at det var noget min allerførste redaktør sagde til mig. “Brug det, men brug det meget varsomt”, og siden dengang har jeg for det meste faktisk holdt mig fra det.

Og det er der gode grunde til. Jeg fandt fx dette gode råd på nettet:

Flashbacks offer many pitfalls. This is because even the best-written flashback carries a built-in disadvantage: It is, by definition, already over. The scene you are detailing in your flashback isn’t happening in story time. It happened sometime earlier, and so we are being given old information. Like old bread, old information is never as fresh or tasty as new bread. The flashback lacks immediacy.

Og hvis man putter for mange ind i en historie, ender man med at kede læseren, hvilket jeg også gjorde delvis under læsningen på denne historie.

Faktisk overvejer jeg selv lige for tiden hvordan jeg bedst kan bruge det, for jeg er gået i gang med historien om Helene. Hun oplever noget, men for at bogen ikke skal blive for lang, har jeg valgt at det hun oplever skal opleves i flashbacks, og hvis jeg skal være helt ærlig, så er jeg ikke tilfreds med det jeg har skrevet indtil nu. Det er som ovenstående citat fortæller – bare lidt som gammelt brød – og derfor ved jeg også at jeg kommer til at skrive det om. Måske endda starte historien et andet sted.

Eller måske skulle jeg bare skrive om Nanna … hun bankede ret så kraftigt på i går aftes, så måske er det hende jeg lige skal overspringshandle på?