Nu slapper jeg lidt af igen … For de første anmeldelser er begyndt at komme, og jeg er så glad at jeg smiler fjoget det meste af tiden.

Jeg er så glad, jeg bliver nødt til at dele noget af dem med jer!

Pipalukbooks skriver: Det er en historie der er virkelig nærværende, vedrørende og rørende.

Bookeater: Jeg synes ikke kun de er ungdomsbøger. Voksne burde ikke snydes for de rå men fantastiske bøger.

Sanne Bogorm: Jeg glæder mig til flere “Er du okay” bøger, og tvivler på jeg kan få nok af dem.

Benedictes Bogblog: Igen har Anika Eibe fået skrevet en hovedperson med et slemt problem, udadtil virker usynlighed ikke som det største og værste problem, men det kan det faktisk godt være. 

Xenias Bogblog: “Er du okay, Nanna?” er ikke bare historien om en overvægtig pige. Det er historien om at kæmpe sig fremad, at mærke sin berettigelse i tilværelsen og sætte grænser. Samtidig er den en af de bedste YA bøger, jeg har læst om vold i forhold, fordi Eibe gør sit ypperligste for ikke at tegne tingene op i sort/hvid.

Romeo Reviews: Egentlig plejer der ikke at komme nogen anmeldelser op om tirsdagen, men med en bog så fantastisk som denne kunne jeg simpelt hen ikke vente!

Jeg er overvældet og dybt taknemlig! Tusind tak til alle der tager sig tid til at læse og endda skrive skønne anmeldelser!
Alle anmeldelserne er der linket til her:

Anmeldelser til “Er du okay, Nanna?”

Så bør du klikke dig videre til  “Historien bag Matthias”.

Var det clickbaitet nok? Undskyld, jeg bryder mig egentlig slet ikke om click-bait, selv om det kan være underholdende nok.

Fx: “Forfatteren ledte efter homoseksuelle fyre på nettet. Hvad hun fandt, vil chokere dig …”

Eller … “Forfatteren skammer sig. Hvad hun gjorde, vil forfærde dig …”

Nej, så slemt var det nu ikke. Men det er nu stadig vigtigt for mig at vide hvad jeg skriver om. Det skal som sagt føles ægte. Og jeg vil ikke “lægge låg på mig selv” fordi jeg kan risikere at støde nogen. Jeg er aldrig vulgær eller blodig eller provokerende med vilje, men som jeg også skrev i “historien bag …” så skal det altså føles ægte og autentisk for mig. Så det håber jeg I vil bære over med.

God fornøjelse. Og husk forresten at der ligger en “Historien bag …” alle mine udgivelser, hvis det skulle have interesse.

Den seneste tid er der kommet rigtig mange anmeldelser på både Fie og Marie, og de er alle overvejende positive, selv om nogle af dem har nogle kritik- & ankepunkter. Men de berører mig alle så dybt.

Tænk at der sidder mennesker derude og ikke alene læser mine skriblerier, men også at nogle af dem endda føler så stærkt for dem at de gider at gøre sig den indsats at skrive gode og konstruktive anmeldelser af dem. Anmeldelser skrevet af mennesker der selv har været udsat for enten mobning eller har haft selvskade inde på livet.

Jeg ville så gerne skrive til dem alle personligt og virkelig takke dem af hjertet, men det “må” man jo ikke. Af og til skriver jeg en lille kommentar som fx “Tusind tak for den smukke anmeldelse og tak fordi du gav dig tid til at læse den,” men i samme øjeblik føler jeg mig anmassende og upassende.

Så hvis jeg ikke skriver så er det fordi jeg føler at jeg overtræder den grænse mellem forfatter og læser, som bør være der for at holde læserens integritet hellig. Bogen skal leve i sig selv, uden at forfatteren følger med den rundt, men det betyder bestemt ikke at man (læs: jeg) ikke er vanvittigt glad og stolt over den indsats anmeldere og læsere gør sig, når de høvler igennem mit ordskvalder.

Så … af hjertet tak. Det var vist bare hvad jeg ville sige.

Anmeldelserne har jeg i øvrigt samlet her:

Anmeldelser Er du okay, Fie?

Anmeldelser Er du okay, Marie

Jeg har også i dag fået besked om en anden læser (dog ikke en bogblogger), der havde talt virkelig pænt om Marie, og jeg er så glad for at den finder vej til sit publikum.

Anmeldelserne i dag kommer begge fra Isas Boghjørne. En nystartet blogger, der i sin første måned som bogblogger læste både Marie og Fie.

Dejlige anmeldelser begge to på trods af deres kritikpunkter, og som jeg er taknemlig over at have fået.

Jeg håber at Matthias klarer sig lige så godt, når først han træder frem i verdenen.

Når de så endda er gode, som fx her hos Bogfinken, så er det rigtig skønt!

Hvad jeg hæfter mig ved i denne her var at Bogfinken nævnte Fies meget klare stemme. Det var sjovt, for netop Fie råbte meget højt inde i mit hoved. Jeg var på intet tidspunkt i tvivl om hvordan hendes stemme skulle være, og jeg er glad for at hendes problemer er blevet hørt og anerkendt derude i boglæserland.