I dag blev lavet aftaler om en skøn lejlighed i nærheden af Odense. I hjertet af Fyn, hvor jeg centralt kan nå ud til alle vigtige aspekter og mennesker i mit liv.

Jeg glæder mig til denne nye fase af mit liv, hvor jeg ikke længere har en ejendoms pligter hængende over hovedet, hvor jeg kan gå en tur, når det er godt vejr, i stedet for at kigge ud på havens vildnis med dårlig samvittighed. Hvor jeg kan være præcis så fri, som jeg har ønsket mig længe.

Og ikke mindst … at få ro på, så jeg igen kan genfinde gnisten ved at skrive.

Der har været tilløb på det seneste. Faktisk gennem de seneste år, men hele tiden har der været noget. Hele 2024 gik med at jonglere 2 fuldtidsjobs, familie og fritid. 2025 startede ud med jobsøgning og efterfølgende hussalg. Og nu kommer sommeren til at gå med at rydde op. Jesusmensk, hvor har man dog meget l*rt.

Men til efteråret … når jeg er kommet på plads i det nye … jeg kan næsten ikke vente på de ruskende efterårsaftner, hvor man kan sidde med hyggesokker, te i store krus og den bærbare på skødet for at komme i gang med at skrive igen.

Det eneste minus … for dælen, jeg kommer til at savne min lille brændeovn.

God sommer!

Og netop derfor blev jeg nødt til at skifte det billede, som ellers har været på min hjemmeside i virkelig lang tid. Næsten som et monument over min manglede lyst/tid/evne til at skrive noget nyt. Jeg har været skriveblokeret i mange år efterhånden, hvilket er virkelig træls, men der skete en masse i mit liv, og jeg har ikke engang været tæt på at komme i gang igen.

Det er selvfølgelig træls.

For alle.

For læserne der gerne vil have en bog mere i fx Okay-serien, som er blevet virkelig godt modtaget (Tak for det! ), og også for mig, der bare gerne ville sprøjte flere bøger ud, men sådan skulle det ikke gå, og den dårlige samvittighed, frustration og irritation har plaget mig længe på det punkt.

Nu er jeg dog kommet til et punkt, hvor jeg er begyndt at acceptere at for nu, er jeg “bare” læser. Jeg får hørt en masse bøger, og jeg nyder den gode historie, og jeg er sikker på at jeg kommer tilbage til skriveriet igen.

Faktisk … for nogle måneder siden fik jeg en idé til en post-apokalyptisk ting jeg gerne ville skrive. Jeg kom faktisk også i gang, og fik skrevet små 8000 ord, hvis jeg husker rigtigt, men så skete der det, at jeg pludselig fik et job ekstra. Altså et fuldtidsjob ved siden af mit fuldtidsjob, og det har trukket tænder ud. Mentalt, men især på tidsforbruget.
Nu varer det forhåbentlig ikke længe før jeg igen står med et almindeligt fuldtidsarbejde (kun ét ;-)), og så vil jeg se om ikke lysten til at skrive kommer igen. Det måtte den gerne, men hvis den ikke gør lige med det samme … så er det også okay.

Pas godt på jer selv derude og nyd alle de fantastiske historier, der gemmer sig i bøgerne rundt omkring.

Jeg håber vi ses igen!

Desværre ligger landet sådan at jeg noget skriveblokeret for tiden, og derfor kommer der ikke meget fra min hånd. Hverken på de sociale medier eller rent skrivemæssigt. Det er pænt træls for at sige det på jysk. Måske det kan være et fortsæt for 2023? At der endelig kommer gang i skriveriet igen?

På håbsfronten er der dog alligevel lidt der pusler. Jeg har fornøjet mig med at skrive nogle blog indlæg på engelsk på en helt anonym side, hvor jeg virkelig har nydt at skrive, og hvor jeg har glædet mig til hver aften at kunne komme til pc’en.
Det er virkelig lang tid siden at jeg har haft det sådan, og hvis jeg kunne overføre den glæde til noget fiktivt skriv igen … så ville jeg være lykkelig!

Men jeg er her endnu. Jeg læser stadig masser af bøger, og jeg følger med på sidelinjen på hvad der sker derude i forfatterverdenen. Og jeg håber også at jeg kommer tilbage igen.

Hvis vi ikke ses derude, så glædelig jul og så håber jeg at det kommende år vil blive fuld af lykke, glæde, skrive- OG læseglæde.

Okay, jeg er ved at blive gammel, jeg vågner tidligt alligevel, men så kan man jo få en masse ud af dagen, ikke?

De sidste par år har jeg ikke været ude at rejse i sommerferien, fordi … ja, corona bla bla bla … og nu hvor det rent faktisk er muligt, har jeg valgt ikke at gøre det. Sært … men det blev bare til noget andet. Faktisk en masse frivilligt arbejde … den havde jeg ikke lige set komme.

Sidste vinter valgte jeg at blive Natteravn og i den forbindelse er jeg nu blevet shanghajet til ikke alene at være Natteravn på Langelandsfestivalen, men også at arbejde frivilligt sammen med datteren for at få billetter.

Så i ferien … skal jeg arbejde.

Men Langeland er nu også et skønt sted om sommeren, se bare på billedet her, som jeg har tyvstjålet fra Visit Langeland.

Isfolket har fulgt mig siden min spæde ungdom. Det er en bogserie af den norske forfatter Margit Sandemo, som jeg har mødt en enkelt gang på Bogforum for flere år tilbage. Hun er mest kendt for sine ugebladsromaner, og Isfolket her er også ugebladsagtig i sin udformning, men lige den her kan altså noget.

Serien er i alt på 47 bøger og inden I falder besvimede om, så er bøgerne altså kun på ca. 3-400 sider hver, eller 5 timer i lydbogformat. Det er korte let-læste romaner, så man kommer relativt hurtigt igennem hver bog.

Beskrivelse:

Engang for længe siden, for mange hundrede år siden, gik den onde Tengel ud af ødemarken for at sælge sin sjæl til Djævelsen. Han blev stamfader til Isfolket.

Tengel blev lovet magt og rigdom mod én af hans efterkommere i hver generation skulle tjene Djævelen og udføre onde gerninger. Deres særkende skulle være gule katteøjne, og de skulle besidde magiske kræfter. Og en dag ville en person med den største overnaturlige kræft nogensinde fødes. Forbandelsen ville ikke blive ophævet, før den plads blev fundet, hvor Tengel havde begravet den gryde, hvori han tilberedte det heksebryg, som hidkaldte Djævelen:Sådan lyder legenden.

Den var næsten sand, men ikke helt. Det, der i virkeligheden skete, var, den onde Tengel opsøgte livets kilder og drak af ondskabens vand. Han blev lovet evigt liv og magt over menneskeheden, og til gengæld solgte han sine efterkommere til Djævelen. Men tiden var ikke den rette, så derfor lod han sig falde i dvale, indtil tiderne blev mere gunstige for ham. Den gryde, som man hviskede om, var krukken med ondskabens vand, som han havde gravet ned. Og nu ventede han utålmodigt på det signal, som skulle vække ham. Men i det 16. århundrede blev et forbandet barn af Isfolket, født. Han prøvede at vende det onde til det gode, og derfor blev han kaldet den gode Tengel. Denne saga handler om hans slægt. Eller måske handler den først og fremmest om kvinderne i slægten. I 1742 lykkedes det en af disse kvinder, Shira, at nå frem til livets kilder og hente det klare vand, som ophæver virkningen af ondskabens vand. Men der er endnu ingen, det har fundet den nedgravede krukke. Og i baggrunden lurer angsten for, den onde Tengel skal vågne, før det sker.

Det er en slægtssaga der strækker sig fra 1500-tallet, helt op til 1967, og handler specielt om kvinderne i sagaen. Der er masser af kærlighed, længsel-schmængsel og så er der de overnaturlige islæt med hekse, troldmænd og kampen mellem det gode og onde.

Det interessante ved den her serie er at Margit Sandemo siger at hendes “pen” blev ført. At hun føler at nogen ville have til at skrive serien, at hun følte sig drevet og presset og følte en irritation over at det gik for langsomt. Som om at nogen ville have hende til at fortælle vedkommendes historie.

Om det passer ved man selvfølgelig ikke, men serien her kan noget, og det her er nok 11. eller 12. gang at jeg læser serien siden den udkom i 80’erne. Jeg kan huske at der udkom en bog med 3 måneders mellemrum (og tør slet ikke tænke på hvis hun har skrevet den undervejs …), og min mor havde førsteret til at læse den. Så mener jeg at det var mig, og så to af mine veninder. Og vi ventede UTÅLMODIGT på at de næste udkom.

Der er ikke mange bøger, som jeg kan læse igen og igen, men dem her kan jeg. Givet der er visse bøger i serien, som kunne have været sparet væk, og elementer af og til, som man ville ønske hun ville have udeladet, men alt i alt … så elsker jeg vist bare de bøger.

Datteren kom hjem og sagde … “jeg har arbejdet sammen med X hele dagen, og hun har lige fået at vide at hun er smittet.” Og så vidste vi jo godt hvad der så var i vente.

Datteren blev behørtigt testet efter fire dage, var positiv. Hendes kæreste blev testet et par dage senere, også positiv, og så blev jeg testet et par dage senere igen. Også positiv.

Så vi tre gik i isolation i det lille træhus og ynkede hinanden. Så … et eller andet sted var det måske meget hyggeligt, selv om vi havde symptomer.
Gudskelov ikke noget alvorligt.

Men efter det … rendte min datter ind i en influenza, og pludselig … vupti … så var hele februar gået med sygdom. Der havde været storme, rusk og regn, og vi fangede intet af hvad der foregik.

Nu er livet så vendt tilbage, men jeg synes godt nok lige at jeg har svært ved at komme i omdrejninger igen. Men det skal nok komme. Det er jeg sikker på.

Jeg må med skam erkende at selv om jeg virkelig elsker fysiske bøger, når jeg sjældent at læse dem. Jeg ved slet ikke hvordan jeg fik tid til at sidde ned og læse på den måde før. Det er nok ikke et sundhedstegn, nu jeg tænker over det. Til gengæld konsumerer jeg en god del lydbøger.

Til min reading challenge skulle jeg vælge en bog om vampyrer, og jeg bøjer af og til reglerne lidt, så jeg kan kombinere prompten med hvad jeg har lyst til at læse, og lige nu havde jeg ikke lige den store lyst til en paranormal romance.

Så valget faldt på “Dracula Dræberen – Et portræt af en massemorder” af Carsten Overskov. En faktabog om Vlad Tepes, som vi jo nok alle ved var inspirationen til Bram Stokers “Dracula”.

Alle kender jo til Vlad Tepes, eller jeg gjorde i hvert fald, og kendte til hans spidning af hans fjender, men denne bog indeholdt en masse andre fakta, bl.a. historier om hans barndom og hans fangenskab og død, som jeg ikke lige havde hørt noget om. Og den var fortalt meget levende, på trods af at det var non-fiktion.

Jeg tænker at den nok var til et yngre publikum, men voksne kan helt bestemt også have glæde af denne bog.

Den fik mig også til at tænke på at jeg virkelig godt kan lide de myter og den folklore de har på Balkan og hele det østeuropæiske område. Faktisk har jeg genskrevet nogle vandrehistorier fra den kant, og dem kunne jeg godt tænke mig at hive frem fra skuffen igen en dag.

Derfor er jeg også hvert år med i diverse læse udfordringer – eller på nymodens dansk: Reading Challenges. Der er flere man kan deltage i, men den jeg primært forsøger at opnå er “The Reading Challenge”. Deres Facebook gruppe kan findes her.

Formålet med Reading Challenges er at læse noget der er uden for ens primære læse-område. Nogle gange kan man godt blive hængende lidt i samme rille og læse det samme igen og igen, men med læseudfordringer bliver man af og til tvunget over i nogle andre genrer, hvilket kan give nogle gode læseoplevelser.

Faktisk følger jeg – totalt urealistisk – hele 3 Reading Challenges: “The Reading Challenge” (som er dansk, og derfor er det den jeg prioriterer), “PopSugars Reading Challenge” og “Around the year in 52 books”. Mine Reading Challenges og de bøger jeg har læst til de forskellige prompts kan ses her.

I dag færdiggjorde jeg Chris Carters “One by One” som engelsk lydbog, og jeg lagde den under følgende prompt i læseudfordringen: A murder mystery/crime story.

Jeg har tidligere læst den her bog, men der er kommet flere bøger til i serien om Robert Hunter, så jeg besluttede mig sidste år for at starte forfra.
Man kan læse om bogen her.

Jeg har i øvrigt mødt Chris Carter et par gange. En gang til Bogforum, hvor jeg fik signeret en af hans bøger og så … naah, der mødte jeg ham faktisk ikke, men vinkede bare til ham. Eller … det er en laaang og lettere pinlig historie der involverer min forfatterveninde Louise Haiberg, så den bør jeg måske ikke buse ud med.

I hvert fald kan bøgerne anbefales hvis man er til de lidt mere barske krimier.

Men jeg kender jo teksten. Til hudløshed! Men det jeg ikke kender på forhånd (også selv om forsiderne selvfølgelig lidt er givne i Okay-serien), er forsiden.

Og nu må jeg vise forsiden til “Er du okay, Maja?” frem. Cover release i dag, og udgivelse lyder til at være i uge 23 i år.

Så spændende! Og er den ikke bare blevet fin?

Så jeg valgte den lidt dyrere, men absolut lækre og luksuriøse udvej: At booke et værelse på Comwell i Århus for at undgå at skulle køre ud i … det der!

Desuden… Der er morgenmadsbuffet! Det er svært at sige nej til. 😉

Så i aften står den på håndskrivning mens stormen raser. Hvordan tilbringer I denne mørke, stormfulde aften?