Ideen til denne roman er egentlig en blanding af to forskellige ting. Som det så oftest sker for mig, så er det to fragtmenter af ideer, der suser rundt inde i mit inspirationshjørne af hjernen, for så lige pludselig at kollidere med et brag og udstøde en idé.

Første fragtment var en artikel i magasinet “Historie”, som jeg abbonerer på. Artiklen handlede om ligrøvere i 1800 tallet, der havde et ret indbringende hverv ved at grave lig op og sælge dem til lægelige institutioner, hvor lægestuderende kunne obducere dem, og derved blive klogere på den menneskelige anatomi. Det blev faktisk så grelt at man i fx Edinburgh begyndte at lægge kisterne ind i aflåste jernbure, så gravrøverne ikke kunne komme til. Først i 1832 kom en lov i England (The Anatomy Act), der forbød gravrøveri. Hidtil havde det været ugleset, men ikke decideret ulovligt.

Andet fragtment var en artikel i “Illustreret Videnskab”, som jeg bladrede i i lægens venteværelse. Den handlede om “Dødens Teater”, og dermed attenhundrede tallets måde at gøre obduktioner og dissektioner til et større skuespil, hvor almindelige mennesker kunne komme ind og se hvordan det indre af menneskekroppen så ud. Ret morbidt synes jeg nok, men mennesket har jo alle dage været sensationslystent. Især var “freaks” og andre legemelige abnormiteter spændende for lægestanden.

Et par dage senere, gik det op for mig, at ideen var skabt, og ville derfor genfinde artiklen, men hverken biblioteket eller Illustreret Videnskabs hjemmeside (eller kundeservice) kunne hjælpe mig med at finde artiklen. Så måtte jeg jo gå ned til lægen igen, spørge om jeg måtte låne deres blad (hvilket affødte temmelig nogle mærkelige sideblikke), kopiere artiklen, og aflevere bladet igen.

Jeg bliver nok snart nødt til at skifte læge. Da jeg engang spurgte ind til nogle bivirkninger ved forskellige stoffer, blev der også kigget mærkeligt på mig. 😉

Disse to meget relaterede artikler fik antændt en gnist. Jeg så for mig, hvordan et freakshow udviklede sig fra at være et almindeligt freakshow til at blive leveringsdygtig i “Dødens Teater”, og fremvise dissektioner på scenen.

Men efterhånden som skrivningen skred frem, og jeg kunne aflæse mine betalæseres tanker om bogen, ændrede den sig drastisk i en anden retning.

Hvor det før var mine kære freaks, der skulle levere dissektionerne, var det nu dem, der blev udsat for lægestandens overvældende iver for at forstå den menneskelige anatomi.

Videnskaben har alle dage – og heldigvis for det sådan set – overskredet grænser, og er konstant blevet klogere. Det er jo modbydeligt at tænke på at Dr. Mengele rent faktisk skabte banebrydende forskning i Auschwitz. Men hvad er i orden? Der kan jo ikke være to meninger om Mengeles arbejde, og vel heller ikke lægerne i 1800 tallet, der gjorde store fremskridt. Selv i dag har vi jo konstant etiske diskussioner om hvor langt man må gå i videnskabens navn.

Titlen tog mig nogen tid. Fra starten af havde arbejdstitlen været “Freaks”, men jeg brød mig egentlig ikke om den, da den jo for det første er engelsk, og for det andet findes der jo allerede en film fra 1932 med samme navn. Ikke at de kan sammenlignes historiemæssigt, men alligevel … Efterhånden gik det dog op for mig at “Freaks” ikke kun var min personer i bogen, der havde fysiske skavanker. Det var måske i lige så høj grad lægerne, der vil gå enddog meget langt for deres undersøgelser. Hvem var uhyrligheden i den sammenligning?

Nu syntes jeg ikke at bogen kan hedde andet end “Freaks”, og jeg er glad for at forlaget aldrig stillede spørgsmålstegn ved den.

“Freaks” er blevet til efter mit samarbejde med Rosinante ophørte, så jeg stod helt uden forlag denne gang. Der er selvfølgelig mange, der går selvudgivervejen, men det havde jeg ikke helt mod på, så jeg overvejede hvem jeg havde lyst til at arbejde sammen med fremover.

I mine yngre dage betød størrelsen på forlaget meget for mig, og det var også derfor jeg gik efter Gyldendal og Rosinante dengang, men efterhånden hvor jeg er blevet ældre, er substansen ved et samarbejde mellem forlag og forfatter langt, langt vigtigere.

Jeg kender flere forfattere, som udgiver på forlaget Tellerup, og selv om jeg godt var klar over at “Freaks” ikke passede særligt godt ind i deres program, fik jeg alligevel lov til at prøve at sende dem manuskriptet. Den primære årsag hertil var at jeg er vild med den dialog og åbenhed, der hersker på det forlag. De har et helt specielt sammenhold forfatterne imellem og også med deres læsere, hvilket er ret enestående, så vidt jeg kan se.

Så selv klart at jeg forsøgte mig. 🙂

Som forventet var “Freaks” dog ikke en historie, der passede ind hos dem, hvilket jeg også selv havde talt med redaktøren om, men hun gav mig helt vidunderlig feedback tilbage, og det er jeg hende dybt taknemlig for.

Og så måtte jeg jo ud og afsøge markedet. Som sædvanlig har jeg sat mig lidt mellem to stole med denne roman. Det er ikke en thriller, men måske også lige dystert nok til at blive kaldt drama, og hvem udgav så den slags.

Mit blik faldt på Forlaget Turbine, som har en udpræget bred udgivelsesprofil, og som ikke virkede til at være så fikseret på genrer. Jeg så også flere blandingsgenrer blandt deres titler, så jeg tænkte, de måtte være mit første “offer”.

Heldigvis var der bid. Kun ganske kort efter indsendelsen (tror der gik 14 dage), fik jeg allerede et positivt svar tilbage. Jeg var MEGET spændt må jeg tilstå. Jeg har efterhånden udgivet romaner og noveller på 7 forskellige forlag med 8 forskellige redaktører, og de arbejder allesammen meget forskelligt. Hvad der var enormt positivt hos Turbine var, at den redaktør, der havde givet en positiv konsulentudtalelse, også redigerede bogen.

Det var en virkelig god redigeringsproces, hvor man kunne mærke at redaktøren rent faktisk kunne lide historien. Det modsatte havde jeg desværre prøvet før, altså hvor redaktøren ikke virkede synderligt begejstret, og det er ikke en rar fornemmelse.

I det hele taget har hele processen med Turbine været en god og positiv oplevelse. Lige fra redigeringen, til pressematerialet, til forsidecoveret.

Og så er der musikken. Den betyder mere og mere for mig mens jeg skriver. Faktisk skriver jeg allerbedst nu, hvis jeg kan indhylle mig med musik i mine ørebøffer og isolere mig selv fra omverdenen. Der er gået sport i det for mig at finde bogens themesong, og til “Freaks” er det

 

En sang, der godt nok handler om sindssyge, men med Roy Khan (vel en af de bedste metalsangere gennem tiderne) som læge:

 

We paint in black and white

and you are the dirty ind between

monstrosity of nature

a virulent disease

 

Hov, ja. Og forsiden … Som altid! Jeg har en idé og nogle tanker til en forside, og når jeg formidler de stemninger/tanker/smage jeg har til en forside til en illustrator, laver han/hun ALTID noget andet, end jeg havde forventet.

Det samme med Daniel Fruelund, som er grafiker på coveret på “Freaks”. Vi var totalt enige om smag/udtryk og så ender han med at præsentere mig for noget helt, helt andet end jeg havde forestillet mig. Det er pudsigt. Forfattere og illustratorer “ser” bare forskelligt på input. Men det gør ikke noget!

Tværtimod! Hans forside er så meget federe end noget som helst jeg selv kunne have forestillet mig. Han fangede den victorianske stemning, det gustne, det beskidte, det grumme, det tragiske. Jo, jeg må tilstå at jeg er vild med den.

 

Tag godt imod min lille baby. 🙂