Jeg har været “sjove” steder på nettet med denne her. Mere om det lige om lidt. 😉

Når jeg skriver bøger er det vigtigt for mig at jeg føler at det er ægte, det jeg skriver. Fx da jeg skrev “Er du okay, Fie?” var det vigtigt for mig at tale med selvskadere og høre om deres følelser og bevæggrunde. Især fordi jeg ikke selv har store erfaringer på det område.

Det samme gjorde sig gældende med Matthias. Jeg har ikke særlig meget erfaring med hvordan homoseksuelle drenge tænker. Jeg kender nogle stykker, men ikke godt nok til at jeg ville tillade mig at spørge ind til seksuelle eskapader.

Så hvad gør en klog? Man gennemtrawler nettet, selvfølgelig. 🙂

Det bragte mig så ind på nogle chat-fora, hvor man kunne udvælge forskellige interesseområder. Fx fyr/fyr 18-25, som var det nærmeste til min kære Matthias. Da jeg loggede ind var det anonymt, men jeg skyndte mig at præsentere mig som kvindelig forfatter, og spurgte efter nogen, der ville tale med mig om deres seksuelle debutter og tidlige erfaringer.

Det gjorde jeg flere gange, og jeg må sige at jeg var chokeret. Ud fra min lille uofficielle survey havde mere end 3/4 af dem jeg talte med, haft en ret voldsom seksuel debut. Flere af dem fortalte at deres første gang havde været at gå ind i en sexbiograf der vidste homoseksuelle film, og så bare bukke sig forover. Andre aftalte møder på øde steder og havde deres debut på en meget ukærlig måde.

Jeg var virkelig overrasket. Det kan godt være at seksuel debut blandt homoseksuelle hænger sammen med senere brug af sexchats, men det er der nok ikke mange officielle undersøgelser der viser noget om. Men mit hjerte blødte virkelig for de her usikre unge drenge, der slet ikke mødte kærlighed i deres seksuelle debutter. Det kan godt være at jeg er på ukendt grund her, men jeg tænker at det må betyde lige så meget for dem, som for piger at føle sig trygge, når man har sin første gang.

Jeg prøvede også … og nu begynder jeg at rødme … at logge ind som en ung fyr. Jeg brugte endda navnet Nick18, og jeg forsøgte mig ud i noget rollespil. Jeg undskylder dybtfølt for at have ført nogle godtroende sexchattere bag lyset.

Edit: Efterfølgende har der været noget snak om at jeg har “catfishet” folk. Det må jeg indrømme at jeg gjorde til at begynde med af de anonyme samtaler, og ja, jeg førte nok nogle sexchattere bag lyset, men i enden af hver eneste “samtale” afslørede jeg at jeg var en kvindelig forfatter og at det var til brug i en bog. Ingen sagde at de følte sig krænkede, og alle der har været på et sex-chat-forum, ved også at de samtaler stikker ikke så dybt.
I disse forum er det fuldstændig ligegyldigt om man bruger et nick der hedder Peter18 eller om det er Københavnerfyr etc. Det er den anonyme dialog der er væsentlig, og derfor har det ingen betydning hvilket nick jeg brugte.
Derudover kan tilføjes at jeg på ingen måde har haft mere end enkeltstående samtaler med dem, men HVIS nogen er blevet traumatiseret efter en halv times sexchat med mig, beklager jeg selvfølgelig.
Og så vil jeg også gerne tilføje, at jeg ikke kunne have skrevet den her bog, hvis ikke jeg var dykket helt ned i det, og det er vigtigt for mig at den blev så autentisk som muligt på det område.

Efterfølgende skammede jeg mig. Og det værste er vist at jeg ikke helt ved om jeg skammer mig over at have ført nogle tillidsfulde mennesker bag lyset, eller det faktum at de roste mig for min ihærdighed. 😉 DEN lader vi vist bare ligge. 😉

Jeg ved godt at Matthias vil virke stødende på mange læsere. Især ved jeg det, for de fleste boglæsere er kvindelige. Det er de fleste bogbloggere også (desværre faktisk, det kunne være sjovt, hvis det var mere ligeligt fordelt, men det er en anden diskussion), og jeg havde en fornemmelse af at jeg ville skubbe en del læsere fra mig med denne her.

Set i bakspejlet skulle jeg måske også have begrænset mig på … ehm … visse detaljerede områder … men mens jeg skrev den føltes det autentisk og rigtigt, og er der en ting som jeg efterhånden har valgt at følge, så er det mine mavefornemmelser, når jeg skriver. Ikke at det altid er rigtigt, men det er rigtigt for mig, og det er vigtigt, hvis jeg skal kunne stå inde for det jeg skriver.

Jeg havde faktisk svært ved at finde en themesong mens jeg hørte Matthias. I hvert fald ikke én der fulgte mig så hårdt, som ellers har været tilfældet med de seneste bøger. Men jeg har hørt MEGET Five Finger Death Punch, mens jeg har skrevet Matthias. Deres sange er ofte kendetegnet ved at de hylder amerikanske soldater-veteraner, hvilket var enormt passende når man tænker på Matthias’ far.

En af mine favoritter i den forbindelse er helt klart denne her. En smuk og sørgelig sang.