Historien bag “Er du okay, Maja?”

Er du okay, Maja?

“Er du okay, Maja?” handler om skilsmisse.

Det kan godt være at det er noget der sker for over halvdelen af alle børn her i Danmark, men det betyder ikke at det er nemt.

Selv ikke de “gode” skilsmisser er nemme, for uanset hvor gode forældrene er til at tale sammen, så er det stadig et hjem der bliver brudt op, det er barndomshjem der måske bliver solgt, og ens fundament bliver ødelagt og i hvert fald ændret.

Jeg er selv blevet skilt og havde dengang en datter på 10.
“Hun klarer det godt.” og “Det er en god skilsmisse, hvis man kan sige det sådan!”

Er ting som jeg kan huske at have sagt. Men selv om man gør det, selv om man gør det bedste man har lært for at skærme et barn – uanset alder – så er en skilsmisse en grim ting.

Desværre har jeg også set mange forældre, som virkelig er nogle kraftidioter når de bliver skilt. Og det både på fædrenes og mødrenes side. De bruger børnene i en krig der handler om deres sårede følelser. Taler grimt om den anden forælder i børnenes påhør. Finder på undskyldninger for at de ikke kan se hinanden, eller finder simpelthen på løgne, bare for at straffe hinanden.

I Maja bogen er det selvfølgelig en grim skilsmisse. Jeg skal huske for min datters skyld at fortælle at det her ikke afspejler det vi så i vores familie, men uanset om skilsmissen er grim eller “god”, så kan man altid have brug for at snakke med nogen om det, og det er der heldigvis mulighed for.

Hvis I har brug for at snakke med nogen så gå til en voksen I stoler på, en lærer eller en god ven. Eller ring til Børnetelefonen på 116 111. I kan også altid skrive til mig på “Din side“, hvor I kan være helt anonyme, eller I kan skrive til mig på min mail: anikaeibe@gmail.com. Jeg er ikke uddannet til at hjælpe, men jeg vil altid gerne lytte.

Themesong til denne her … Bogen har desværre været længe undervejs, og derfor har jeg ikke rigtigt haft nogen bestemt sang. Men jeg gik i total nostalgi-mode da jeg redigerede, så derfor må denne bogs sang være Depeche Mode – Home.