At balancere …

Jeg har det som om jeg går på line.

Ikke at jeg har nogen videre personlig erfaring med selve det at gå på line … jeg er næppe vokset op i et cirkus, ej heller er jeg særlig disponeret for akrobatik, men ikke desto mindre føles det sådan for tiden.

Lige før jul fik jeg et vink med en vognstang (eller en balancestang om man vil) om at jeg skulle genfinde mine stress-redskaber og få mine prioriteter på plads igen. Jeg vil gerne brødjobbet, om ikke andet for at tjene til dagen indtil drømmen om fuldtidsskriveri går i opfyldelse, men jeg vil ikke give hverken helbred eller liv for det.
Nårhja, dramaqueen, vil nogen måske tænke, men nej … det er ikke bare drama. Jeg havde et stressnedbrud for 8 år siden, og det gav mig kroniske skader. Okay, det er små skader, jeg kan leve med dem. Den dårlige hukommelse kan afhjælpes med at skrive ting ned, ditto med overblikket, som der også blev skåret kraftigt af. Min fysiske skade betyder at hver eneste nat når jeg går i seng, dirrer mine arme i 10-15 minutter inden de falder til ro, og jeg så kan falde i søvn. Og det er hver dag. Og har været det i 8 år.
Det er ikke alvorligt, men det er kronisk, og det var en skade jeg fik af et stressnedbrud. Hvorfor er jeg så ikke klogere at jeg render ind i stressfælden én gang til? Jeg synes ellers at jeg er et relativt intelligent menneske, hvorfor opfører jeg mig så som en skovl?

Anyway … det er det min tid går med for tiden. At prøve at bevare min treenighed af familie, arbejde og skriveri, for det er det, der er mig. Og det jeg vil.
Jeg gør det ved at prøve at skabe en struktur. At nægte min hjerne adgang til private eller skrive-relaterede tanker, mens jeg er på arbejde og vice versa. At tilrettelægge dagen, så jeg fx skriver i skrivebogen, en time efter jeg har lagt tøsen i seng, så jeg ikke bliver frustreret over at jeg ikke har skriv i mit liv.
For det bliver man … altså frustreret, hvis man ikke skriver. Jeg kan ikke forklare det, men det er måske de personer der er dybt inde i min underbevidsthed der bliver så frustrerede over at jeg ikke skriver at de render rundt og udøver hærværk på indersiden af min hjernebark. Who knows? 😉 Men jeg har i hvert fald respekt for dem, og skriver derfor også en lille smule hver dag.

Lige for tiden er det en anden Okay-person, der pludselig mente at have noget at skulle have sagt. Så nu får han lov. Han er lidt af en fårk-boy, men de har vel også noget vigtigt at fortælle, har de ikke?

Vil du prøve at gætte på hvem det er? 🙂

Under alle omstændigheder … jeg er her stadig. Jeg er stadig skrivende, og jeg er endnu ikke – og om guderne vil bliver jeg det heller ikke – nedlagt af stressmonsteret.

Til gengæld får jeg læst en hulens masse, hvilket bare er superskønt. Det er også lige årstiden til det. 🙂

Du kan følge med på Goodreads (smid gerne en kommentar, jeg elsker at sludre bøger), eller her på min egen lille reading challenge for 2018.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *